Adare Manor i Irland vært ved Ryder Cup 2026

Adare Manor ved Limerick i Irland skal være vært for Ryder Cup 2026. Foto: Adare Manor

Næste års Ryder Cup-kaptajn for Europa, Padraig Harrington, er begejstret for, at Irland skal huse Ryder Cup om syv år.

Limerick, Irland: Det er kun en uge siden, at golfverdenen satte golf-spotlyset på den grønne irske ø; nærmere betegnet Royal Portrush i Nordirland – kulisse omkring den 148. udgave af The Open Championship.

LÆS MERE: Irsk golf ved herregårds-hotellet Adare Manor

Nu er det republikken Irland, som er i fokus. Ryder Cup skal i 2026 afvikles på Adare Manor ved Limerick.

Ryder Cup Europe meddelte torsdag, at Ryder Cup spilles på County Limerick-banen i den sydvestlige del af republikken, der ejes af den multimillionære forretningsmand J.P. McManus.

– Banen står mit hjerte meget nær, da jeg har været involveret i de nylige renoveringer. Betingelserne er pletfri, uovertrufne, siger den tre-dobbelte majorvinder, Padraig Harrington, der vil være kaptajn for europæerne ved Ryder Cup på Whistling Straits i 2020.