En af Italiens mindste regioner markerer sig i stigende grad som en gastronomisk destination – også med appel til golfrejsende, der søger spektakulære baner i alpine omgivelser.
I det nordvestlige hjørne af Italien, klemt inde mellem Frankrig og Schweiz, ligger Aostadalen – en region, hvor mad ikke blot er en oplevelse – men en direkte afspejling af landskabet. Særligt i sommermånederne bliver det tydeligt, hvordan højder, klima og tradition former et køkken, der adskiller sig markant fra resten af Italien.
Her er der ingen behov for gastronomisk iscenesættelse. På lokale markeder og hos små producenter præsenteres råvarerne uden etiketter og marketing – ost, kød og grønt taler for sig selv.

En central del af fortællingen er de højtliggende græsningsarealer, hvor køer leverer mælk til oste som Toma di Gressoney og den ikoniske Fontina (PDO). Sidstnævnte er grundlaget for klassiske retter som Fonduta Valdostana og den rustikke kålsuppe Seupa à la Vapelenentse.
Samtidig vidner regionens kødtraditioner om et køkken med dybe rødder. Lokale specialiteter som carbonada – langtidsbraiseret oksekød med vin, løg og krydderier – afspejler både klima og historie.
For besøgende bliver mødet med maden ofte konkret og nært. På gårde som La ferme Prasupiaz i Gran Paradiso Nationalpark serveres måltider lavet udelukkende af egne råvarer – i en uformel, familiær ramme. Oplevelsen afrundes typisk med et glas Genepì, en aromatisk likør fremstillet af alpine urter.

Golf i spektakulære højder
Aostadalen er samtidig ved at finde sin plads på golfkortet, hvor baner omgivet af nogle af Europas højeste bjergtoppe giver en unik kombination af tekniske udfordringer og storslåede naturoplevelser – ofte i højder, hvor luften er klarere, og udsigten er en del af spillet.
Men det er ikke kun maden, der vækker opsigt. Aostadalen oplever stigende interesse for sin vinproduktion, som foregår under nogle af Europas mest krævende forhold.
Vinmarkerne ligger på stejle bjergskråninger, anlagt på terrasser holdt oppe af tørstensmure – et landskab, der har givet ophav til betegnelsen “heroisk vitikultur”. Her dyrkes druer under DOC-betegnelsen Valle d’Aosta – Vallée d’Aoste, og kvaliteten overrasker mange førstegangsbesøgende.
Vinoplevelserne går i dag langt ud over klassiske smagninger. Flere vingårde tilbyder guidede ture, vandringer i vinmarkerne og kulturelle arrangementer, hvor gæster får indblik i både produktion og traditioner. Initiativer som “Route des vignobles alpins” samler oplevelserne og gør det muligt at udforske regionen systematisk.
En voksende tendens i turismen
Ifølge turismeaktører i regionen er interessen for autentiske, lokale mad- og vinoplevelser stigende – særligt blandt rejsende, der søger alternativer til Italiens mere overeksponerede destinationer.
Aostadalen tilbyder netop dette: en kombination af dramatisk natur, historisk forankring og et køkken, der stadig produceres og serveres tæt på kilden – suppleret af golfoplevelser, der tilfører destinationen en ny dimension.
Med sin blanding af italienske traditioner og alpine påvirkninger positionerer regionen sig som et bud på et rejsemål for både livsnydere og golfentusiaster.
Af Jørgen Schultz
