Autentiske andalusiske smagsoplevelser

Restauranten er indrettet i autentisk andalusisk stil. Foto: GolfXtra

Restaurant Mesón La Cueva Park uden for Jerez de la Frontera byder golfgæster og livsnydere på klassiske spanske retter, lokal atmosfære og ægte andalusisk gæstfrihed.

Skal der ske lidt kulinarisk adspredelse, og skal der opleves noget autentisk spansk mad, når der spilles golf på Montecastillo-banen uden for Jerez de la Frontera, så kan der passende bookes bord på Restaurant Meson La Cueva.

Restauranten ligger kun godt 20 minutters gang fra Montecastillo Golf – et sted, hvor det autentiske Andalusien lever i bedste velgående, og hvor det lokale køkken får lov til at tale for sig selv.

Restauranten er en del af det 4-stjernede Hotel La Cueva Park og emmer af sydspansk charme. Hotellet er kendetegnet ved modernitet og historie, mellem ro og tempo, og med en privilegeret beliggenhed mellem bjergene og havet.

De karakteristiske iberiske skinker hænger fra loftsbjælkerne, mens køledisken frister med friskfangede fisk og lokale råvarer. Indretningen er rustik og traditionel med et strejf af elegance, og de frodige, tropiske omgivelser skaber en stemning, der indbyder til lange frokoster og hyggelige aftener.

Fra loftsbjælkerne hænger talrige skinker, mens fisk og desserter ligger fristende i køleskabe.

Fra skinke til skaldyr

Køkkenet tager afsæt i de klassiske andalusiske og spanske traditioner, hvor kvaliteten af råvarerne er i centrum. Blandt restaurantens specialiteter finder man den berømte agernfodrede iberiske skinke, jamón ibérico de bellota, samt fyldige lokale kødretter som den populære carrillada – mørt braiserede svinekæber tilberedt efter traditionelle opskrifter. Hertil kommer et udvalg af frisk fisk, skaldyr og sæsonens bedste produkter fra området omkring Jerez de la Frontera.

For golfspillere, der ønsker et afbræk fra resortets egne restauranter, er Mesón La Cueva Park et oplagt valg. Her er der mulighed for at opleve den gastronomi og den atmosfære, som har gjort Andalusien til et af Spaniens mest elskede madområder. Kombinationen af nærheden til Montecastillo, den lokale madkultur og den varme andalusiske gæstfrihed gør restauranten til et naturligt stop for enhver, der ønsker at opleve mere end blot golfbanen.

Et besøg på Mesón La Cueva Park er derfor ikke blot et måltid – det er en lille kulinarisk udflugt ind i hjertet af det autentiske Sydspanien.

Af Jørgen Schultz
i Jerez de la Frontera