Black Mountain: En eftertragtet adresse i Thailand

Black Mountain ligger i et bjergrigt terræn. PR-foto

I et bjergrigt og fredfyldt område ligger Black Mountain som én af Thailands bedste golfanlæg. 27 huller er der at vælge mellem, og indkvarteringen kan foregår enten ved banen eller i hotellerne inde i Hua Hin.

Hua Hin, Thailand: Da Black Mountain-golfbanen blev anlagt tilbage i 2007, var målsætningen at skabe en af de bedste baner i Thailand.

En halv times kørsel fra Hua Hin ligger banen. Indkvarteringen foregår i en af de 40 pool-villaer, som er en del af det lækre resort. Det er villaer, som er moderne og komfortabelt indrettede, og så er de ikke mindst velegnet til dem, som virkelig vil bo tæt på golfbanen. Villaerne består af enten et, to eller tre soveværelser samt flere badeværelser. Villaerne er – inklusive terrasse – på i alt 150 kvadratmeter. Ved terrassen er der privat poolområde.

Der er mulighed for at bo helt tæt ved golfbanen. PR-foto

Klubhuset er omdrejningspunktet

Klubhuset er omdrejningspunktet for flere af måltiderne. Det er her dagen begynder med morgenmaden, og det er også her, at der kan spises frokost efter golfrunden. Resortet byder dog også på et mindre supermarked, så der kan provianteres på egen hånd og tage køkkenfaciliteterne i brug ude på banen.

Og apropos selve golfbanen. Flere gange er banen, som sammen med resortet ligger for foden af Black Mountain, blevet kåret som den bedste i Thailand. Banen blev officielt åbnet i 2007, hvor Phil Ryan designede de første 18 huller.

Der er masser af vand i spil, som kan ødelægge en god score på Black Mountain-anlægget.

Siden er der kommet endnu en ni hullers sløjfe – West Course – til. Det skete i 2016. I det let kuperede område tæt ved bjergene får spillerne ikke blot spillemæssige udfordringer. Men også naturmæssigt giver Black Mountain én på opleveren.

Der er masser af vand i spil på banen. Der er seks forskellige teesteder at vælge mellem, og fra de bagerste klodser er der på North og West Course sammenlagt omkring 6700 meter. Fra rød tee måler banen knap 5000 meter. Black Mountain er og bliver én af de virkelige eftertragtede adresser, når det gælder golf i Thailand.

Af Jørgen Schultz