På Lübker Golf & Spa Resort er Brasseriet det naturlige samlingspunkt, hvor dagens runder afsluttes med nordisk gastronomi, nærværende service og udsigt over det smukke golfanlæg og skoven, som har givet navn, Forrest, til én af de tre sløjfer.
Der er noget særligt over de lyse sommeraftener på Djursland. Solen hænger længe over landskabet, tempoet falder helt af sig selv, og efter en dag på golfbanen føles det naturligt at slå sig ned under en parasol på terrassen foran Brasseriet – det kulinariske omdrejningspunkt – på Lübker Golf & Spa Resort.
GolfXtra’s udsendte indtog netop denne plads en lun aften sidst i juni. Endnu en dag var ved at gå på hæld, mens aftenlyset lagde et blødt skær over anlægget. En rolig stemning breder sig i takt med, at dagens aktivitet på banen stilner af, og rammen bliver sat for et måltid, hvor både tid og nærvær får lov til at fylde.
Menukortet fremstår velafstemt. Ikke så omfattende, at overblikket forsvinder, men heller ikke så begrænset, at valgene bliver for få. Både fisk – i øvrigt fra Møllefisk på havnen i Bønnerup – og kød indgår naturligt i udvalget, og retterne skifter månedsvis i takt med sæsonerne, så råvarerne altid fremstår i deres bedste udgave.
Afsked med asparges
Da aspargessæsonen nærmede sig sin afslutning, faldt valget på en forret med danske asparges og rejer serveret med hollandaisesauce. En enkel og velkomponeret ret, hvor sæsonens råvarer fik lov til at stå klart og rent i smagsbilledet.

Til hovedret fortsatte vi ad havets vej med dagens fangst – en langefilet serveret på en bund af ærter, svampe og en velafbalanceret sauce, der bandt retten elegant sammen uden at dominere fisken. Resultatet fremstod som ærlig nordisk gastronomi, hvor håndværket er sikkert og med smag.
Brasseriet mestrer netop balancen mellem det klassiske og det moderne. Klassiske retter får en diskret twist, og det nordiske køkken træder tydeligt frem i både råvarer og tilgang. Kærlighed til det gode håndværk og respekt for sæsonens ingredienser præger hele oplevelsen.
Omfattende vinkort
Til maden tilbydes et omfattende vinkort, og restauranten anbefaler desuden en vinmenu, hvor nøje udvalgte vine ledsager hver servering og binder hele middagen sammen i en samlet oplevelse. Vi valgt dog den individuelle vej med dels en chardonnay fra Bourgogne og en stilren Riesling fra Mosel.
Serviceniveauet matcher køkkenets ambitioner. Smilene er imødekommende, betjeningen nærværende, og atmosfæren bærer præg af både professionalisme og varme. Gæster fra både klubmiljø, hotel, lokalområde og turisme bliver mødt med samme åbne tilgang.
Brasseriet ligger i Lübker Lodge, som også rummer resortets klubhus, og fungerer som et naturligt mødested efter dagens runder. Dagens slag bliver vendt over et glas vin eller en kold øl, mens udsigten over golfanlægget danner en rolig baggrund.
Af Jørgen Schultz
fra Lübker Golf & Spa Resort

