Bravo Tours udvider samarbejdet med Aarhus Airport og lancerer samtidig flere sol- og destinationer, som også er populære hos golfspillere.
Det bliver lettere at komme fra Midt- og Østjylland til fjerne destinationer som Thailand.
Bravo Tours har føjet Thailand til sit udbud fra Aarhus Airport, og allerede i den kommende vintersæson kan rejsende sætte kurs mod det populære asiatiske golf- og ferieland med et enkelt stop i København.
Destinationen er blandt Bravo Tours’ mest efterspurgte rejsemål og kendt for sine hvide sandstrande, enestående natur, golfbaner, frodige nationalparker, farverige markeder og et imødekommende lokalliv, der gør destinationen ideelt for både familier, par og eventyrlystne rejsende. Et rejsemål, der appellerer bredt og giver gæsterne mulighed for at skræddersy ferien præcis efter deres ønsker.

Især Hua Hin og Phuket er kendte golfdestinationer, hvor golf kan kombineres med strand, natur og oplevelser uden for golfbanen.
Hos Bravo Tours glæder administrerende direktør Gitte Søndergaard sig over, at rejsearrangøren nu kan tilbyde Thailand fra Aarhus.
– Aarhus Airport bliver efterspurgt blandt vores gæster, og derfor er vi utrolig glade for nu at kunne tilbyde de mest populære sommerdestinationer og Thailand herfra. Thailand er med Bangkok, Hua Hin, Phuket, Koh Chang, Krabi og Koh Samet et af vores stærkeste rejsemål, og vi ved, at mange midt- og østjyder drømmer om at flyve dertil, siger Gitte Søndergaard i en pressemeddelelse.
Flere muligheder fra Aarhus
Thailand er ikke den eneste nyhed for golfrejsende.
I sommersæsonen 2027 udvider Bravo Tours programmet fra Aarhus Airport med Costa del Sol, Costa Blanca, Mallorca og Tyrkiet – destinationer, der alle også har et stort udbud af golfbaner og muligheder for at kombinere golf med en klassisk solferie. Dermed får golfspillere fra Midt- og Østjylland flere muligheder for at rejse fra den lokale lufthavn frem for at skulle til en større lufthavn længere væk.
Rejserne til Thailand kan allerede nu bookes, mens salget af rejser til Costa del Sol, Costa Blanca, Mallorca og Tyrkiet efter planen åbner i slutningen af året.
Udvidelsen med Bravo Tours kommer samtidig med, at Aarhus Airport oplever vækst i passagertallet.
Ved udgangen af september 2026 havde lufthavnen en samlet passagervækst på 8,7 procent sammenlignet med samme periode året før.
Ifølge Aarhus Airport passer Bravo Tours’ nye destinationer godt ind i lufthavnens strategi om at tilbyde flere rejsemuligheder – både om sommeren og i vinterhalvåret.
– At midt- og østjyderne nu kan starte deres charterrejse til Thailand fra Aarhus Airport er en milepæl for både vores passagerer og for Aarhus Airport. Det er en destination, vi er stolte af at kunne tilbyde i samarbejde med Bravo Tours, siger Lotta Sandsgaard, administrerende direktør i Aarhus Airport.
For golfspillere betyder det først og fremmest flere muligheder for at kombinere en golfferie med en afrejse tættere på hjemmet.
Og med Thailand på vinterkortet og fire klassiske europæiske golfdestinationer på sommerprogrammet bliver udbuddet fra Aarhus Airport samtidig bredere for de golfrejsende.
Af Jørgen Schultz
