Budersand: En tysk linksbane i absolut topklasse

Budersand-golfbanen og det femstjernede hotel ligger som en oase på sydspidsen af Sylt. Foto: Hotel Budersand

Golf Club Budersand – flere gange kåret som Tysklands bedste golfresort – henrykker med en spektakulær bane og et femstjernet hotel.

Området er præget af kæmpe klitter. Et fantastisk landskab tæt ved Vadehavet og med en vegetation, som skriger på en linksbane. Et stykke Skotland. På tysk.

LÆS MERE: Femstjernet luksus helt ude i kanten af Vadehavet

Og Golf Club Budersand er en linksbane – af den allerbedste slags. Godt nok ligger banen på den sydlige del af tyskernes ferieø nummer et, Sylt. På dansk kaldes øen Sild.

Afslutningen på 14. hul – et par 4 hul. Foto: GC Budersand

Banen har dog en kvalitet, så ikke så få golfjournalister fra både Tyskland og udlandet betragter banen på samme kvalitetsniveau som de klassiske linksbaner på de britiske øer.

Lokal arkitekt og en rig kvinde

Forhistorien er ganske enestående. For det er en lokal landskabsarkitekt og en særdeles pengestærk erhvervskvinde, som har hovedrollerne. Rolf-Stephan Hansen er landskabsarkitekten, og Claudia Ebert er erhvervskvinden. En golfspillende iværksætter, som er ganske formuende efter salget af koncernen Wella.

På den smalle tange i det sydvestlige hjørne af Sylt – i udkanten af landsbyen Hörnum – lå dengang Pidder-Lüng kasernen. På et omkring 70 hektar stort område. Aktiviteterne på kasernen var der ikke længere noget af, og det hele mindede mest af alt om lidt af en spøgelsesby.

Allerede på første hul begynder udfordringerne på Budersand-banen, hvor indspillet mod green går opad. Foto: GC Budersand

Hörnum har den næsthøjeste af klitterne, Budersand, på Sylt, og den lokale arkitekt Rolf-Stehan-Hansen fik så ideen med at forvandle dette område til en golfbane. En golfbane i absolut Spitzenklasse, som det hedder syd for grænsen. Men udfordringerne stod i kø. For det første skulle var der et område på 30 hektar med gamle bygninger, olietanke og asfalterede veje.

Modsat var der 43 hektar beskyttet klitlandskab. Modsætningerne kunne næsten ikke være større.

”Her bygger vi….”

Og så var der også lige det med pengene. Oprydningen vil omkostningskrævende, og det samme var anlæg af en linksbane. Men Rolf-Stephan Hansen fik overtalt iværksætter Claudia Ebert til at køre med ham til Hörnum. I sommeren 2004 stod Claudia Ebert på klitten Budersand og kunne forestille sig landskabet under hende.

Budersand på Sylt er for længst kåret som Tysklands bedste golfbane. Foto: GC Budersand

– Her bygger vi golfbanen, lød det spontant fra Claudia Ebert, som har økonomien i orden. Hun er en af arvingerne i Wella-koncernen, som fremstiller og sælger hårprodukter worldwide. Wella-koncernen var blevet solgt for milliarder til en kapitalfond.

Et år senere blev 40 bygninger nedrevet, rensningsanlæg og olietanke bortskaffet. Og på grund af håndtering med stor miljømæssig og økologisk forståelse kom projektmagerne også i land med de vigtige godkendelser og tilladelser for at kunne opføre en golfbane og et hotel nærmest helt ude i Vadehavet. De skeptiske øboere var overbevist.

Så var det i gang med nedrivning, som varede halvandet år. Alt materiale skulle fjernes fra øen – på lastbiler med jernbanen og via Hindenburg-dæmningen til fastlandet.

Golfbane åbnet i 2008

I juli 2008 kunne golfbanen indvies, og året efter stod det femstjernede Hotel Budersand Golf & Spa færdig. Med 77 værelser og suiter.

Hele anlægget er rost til skyerne – og er flere gange kåret som det bedste golfresort i forbundsrepublikken.

Green på hul 15 – et par 3 hul på bare 100 meter. Banens signaturhul vil de fleste mene. Foto: GolfXtra

Golfbanen er en sand test. Hullerne er på fortrinlig vis placeret i klitterne, som om de altid har ligget der. Det kuperede terræn er med til at øge sværhedsgraden, og det samme er den vind, som et eller andet sted nærmest altid er i spil.

Der er rigtig mange højdepunkter ude på banen. Det begynder allerede på hul 1, hvor der fra teestedet drives ned mod en fairway, der skråner mod højre, så bolden nærmest tvinges i retning mod en bunker.

Andet teested ligger på det højeste punkt på banen med udsigt både til Vadehavet mod øst og Nordsøen ude mod vest.

Banens par 3 huller er i særklasse nogle af de mest udfordrende. Letteste er hul 4 og hul 8, men på bag ni kommer et par rene perler. Hul 13 – et godt 150 meter langt hul fra gul – har green liggende inde mellem klitterne, så præcision er altafgørende. Ofte vil der blive spillet lige inde i vinden.

Klassisk linksbane, som er fuldt på højde med banerne på de britiske øer. Sådan lyder det fra flere af verdens golfjournalister, som har besøgt anlægget på Sylt. Foto: GC Budersand

Omvendt er der så ofte kraftig medvind på hul 14 – et 360 meter langt hul. Vær ikke forbløffet over at slå et drive på 50-60 meter længere end sædvanligt, hvis den hårde fairway vel at mærke kan rammes.

På hul 15 kommer så banens signaturhul, som er et eksempel på, at et par 3 hul faktisk ikke behøver at være mere end 100 meter. Green er omringet af bunkere, og da der ofte vil være kraftig sidevind, så er det vanskeligt at få bolden til at blive på green. En par er en rigtig god score på dette hul.

LÆS MERE: Green fee-priser på Budersand

Budersand-banen er en oplevelse af de helt. Både kvaliteten og de golfmæssige udfordringer går hånd i hånd. Og med greenfee-priser fra 80 til 100 euro i højsæsonen, så er det bare med at tage udfordringer op.

 

Af Jørgen Schultz
i Hörnum, Sylt

 

fakta

Rejsen til Sylt

For at komme til Sylt er der enten at tage færgen fra Havneby på Rømø til List på den nordlige spids af Sylt eller tage bilfærgen fra Niebüll i Tyskland til Westerland.

Fra List er der godt 30 minutters kørsel ned til Budersand ved Hörnum.