SE VIDEO: Der blæser nye vinde på populær danskerbane i Nordtyskland

Hovedbygningen på Gut Apeldör, som rummer restauration, check-in, proshop og omklædningsrum. Foto: GolfXtra

Oplev golf, gæstfrihed og afveksling på Gut Apeldör, hvor nye tiltag byder på endnu mere for alle typer golfspillere. Nu kommer gæsterne til at opleve alle tre sløjfer på det afvekslende anlæg.

Gut Apeldör har i mange år været et populært rejsemål for danske golfentusiaster, der søger udfordrende baner, komfortabel indkvartering og udsøgt gastronomi. Dette golfresort, der ligger kun 80 kilometer fra Flensborg i det smukke landskab i Slesvig-Holsten, er kendt for sin service og hjertevarme atmosfære – og blandt danskerne ofte omtalt som ”Danskerbanen”.

Fra 2024 bliver golfoplevelsen her endnu mere varieret. Hidtil har Gut Apeldör været opdelt i to baner: Big Apple, en 18-hullers mesterskabsbane, og Big 9, en ni-hullers bane. Men nu sammensmeltes de tre ni-hullers sløjfer – Gul, Rød og Grøn – til en dynamisk helhed, der giver spillerne mulighed for at opleve hele anlæggets 27 huller på forskellige måder.

Gut Apeldör-banen har en stribe herlige par 3-huller. Her skal der kæmpes godt med en større sø. Foto: GolfXtra

En vision fra grundlæggeren

Det er Dieter Worms, grundlæggeren af Gut Apeldör, der står bag denne forandring. Som 78-årig har han stadig en finger på pulsen, når det kommer til at forny og forbedre golfoplevelsen for sine gæster. Han forklarer, at beslutningen om at mikse de tre sløjfer ikke kun handler om afveksling.

”Hver sløjfe byder på unikke udfordringer og oplevelser. Ved at kombinere dem giver vi spillerne en mere komplet golfoplevelse. Samtidig kan vi imødekomme de nye vaner og forventninger, som vi oplever blandt golfspillere,” fortæller Dieter Worms.

En af de tendenser, som Worms har bemærket, er et øget ønske om fleksibilitet.

– Det er ikke alle, der har tid eller lyst til at spille 18 huller, som kan tage op til fire timer. Især de yngre spillere søger kortere runder, og vi vil give dem mere afveksling, selv når de kun spiller ni huller, forklarer han.

For dem, der foretrækker en pause midtvejs, er der også mulighed for at nyde en god frokost eller en forfriskning, inden runden fortsættes. På den måde kombinerer Gut Apeldör golfens tidskrævende natur med en mere afslappet og individuel tilgang.

7. hul på grøn sløjfe – den tidligere Big 9-bane – er et udfordrende par 5 hul. Foto: GolfXtra

Danskerne i centrum

Gut Apeldör havde sin begyndelse i 1989, hvor Dieter Worms, der dengang arbejdede som børshandler, fik ideen om at skabe et golfresort i det landlige område ved Hennstedt syd for Husum. Mange var skeptiske, men med kombinationen af golf, luksuriøs indkvartering og gastronomi har stedet vundet stor succes – også takket være de mange danske gæster.

– Danskerne er hyggelige og positive, og deres opbakning har været afgørende for vores udvikling. Uden dem ville vi ikke have det resort, vi har i dag, understreger Dieter Worms.

Gut Apeldör har også mulighed for at tilbyde golf i de mørke aftentimer – dog kun på to af huller. Nemlig de to, der ligger tættest hovedbygningen. Foto: GolfXtra

Med de nye tiltag er Gut Apeldör klar til at byde velkommen til både gamle og nye gæster. Uanset om du vil udforske hele anlæggets 27 huller over flere dage eller blot nyde en kort runde og slappe af i de luksuriøse omgivelser, er der noget for enhver golfentusiast.

I hvert fald kan danskerbanen nu opleves på en helt ny måde.

Af Jørgen Schultz
fra Gut Apeldör