Duften af muslinger og udsigten til Limfjorden

Muslingerne er en fuldtræffer på spisekortet i Kanalfogedens Køkken.

Kanalfogedens Køkken forener Limfjordens råvarer, maritime omgivelser og nærværende værtskab i hjertet af Muslingebyen. GolfXtra tog på restaurant i Løgstør.

Når turen går til Himmerland-området, findes der næppe mange bedre måder at afslutte en dag på golfbanen end med udsigt til Limfjordens rolige vand og et veldækket bord fyldt med lokale smagsoplevelser.

Efter dagens sidste putt sættes kursen mod havnefronten i Løgstør, hvor Kanalfogedens Køkken ligger med en af byens smukkeste placeringer lige ved Limfjordsmuseets Maritime Oplevelsescenter.

Løgstør-restauranten Kanalfogedens Køkken lægger vægt på værtskab og en professionel service.

Aftensolen hænger stadig over fjorden, selv om også lave, grå skyer trænger sig på. En mere end frisk vind sender bølger ind mod kajen. Via Krabbebroen er der adgang til museet, og ikke langt derfra lokker strandene langs fjorden. Ude på vandet ses en surfer, der udnytter blæsten til at glide hen over bølgerne. Det maritime miljø er allestedsnærværende og sætter scenen for aftenens oplevelse.

Indenfor er stemningen afslappet og uhøjtidelig. Her er ingen fornemmelser, blot et venligt værtskab og en professionel service, der får gæsterne til at føle sig velkomne fra første øjeblik. Samtidig mærkes det hurtigt, at der ligger ambitioner bag køkkenets arbejde. Kvalitet, kreativitet og friske lokale råvarer er ikke blot ord på et menukort, men værdier der gennemsyrer hele oplevelsen.

Bobler og snacks til en start

Vi indleder aftenen med et glas kølige bobler, vi gætter på spansk cava, og små snacks, mens blikket vandrer ud over fjorden, hvor solen fortsat slås med de grå skyer. Herefter begynder den kulinariske rejse for alvor.

Få mere info om Kanalfogedens Køkken

I Muslingebyen Løgstør er muslingerne naturligvis en vigtig del af fortællingen. Da de dampende skaller ankommer til bordet, breder duften sig straks. Havets salte noter blander sig med aromaerne fra urter og fond, og for et øjeblik føles fjorden næsten nærværende ved bordet. Muslingerne er tilberedt med respekt for råvaren og understreger, hvorfor Limfjorden har opnået sit ry blandt seafood-entusiaster.

Som en bonus-info skal nævnes, at Kanalfogedens Køkken endda tilbyder sin egen muslingekogeskole, hvor gæster under kyndig vejledning lærer om råvarer, tilberedning og lokale traditioner. Her tilbereder deltagerne selv muslingerne, som efterfølgende nydes med hjemmebagt brød og smør.

Lige udenfor restaurant ligger Krabbebroen, som giver adgang til Limfjordsmuseet.

 

Aftenens kulinariske højdepunkt følger med hovedretten. En smukt tilberedt helleflynder serveres på en bund af cremet risotto, hvor fiskens fine struktur og delikate smag møder risottoens fyldige karakter. Retten fremstår harmonisk og velafbalanceret.

Restaurantens vinkort indeholder udvalgte vine fra Kjær & Sommerfeldt, som restauranten samarbejder med. De velafstemte vine understøtter retterne og bidrager til den afslappede nydelse, der præger hele aftenen.

Mens mørket langsomt sænker sig over Limfjorden, falder tempoet naturligt. Samtalerne fortsætter omkring bordene. Det er her, Kanalfogedens Køkken for alvor viser sin styrke. Ikke gennem store armbevægelser, men gennem den samlede oplevelse af gode råvarer, nærværende service og en beliggenhed, der er svær at matche.

For den golfspiller, der ønsker at afslutte dagen med mere end blot et godt måltid, er Kanalfogedens Køkken et besøg værd. Her mødes Limfjordens natur, områdets gastronomiske traditioner og et køkken, der forstår at lade råvarerne tale for sig selv.


Af Jørgen Schultz
i Løgstør