Efter golfrunden venter sherryens hovedstad

Jerez de la Frontera er hovedstaden, når det gælder sherry. Foto: GolfXtra

Omkring Jerez de la Frontera ligger nogle af Andalusiens bedste golfbaner. Men når dagens sidste putt er sænket, gemmer der sig en oplevelse, som er mindst lige så mindeværdig. For Jerez er ikke blot en golfdestination – det er byen, hvor verdens mest berømte sherry bliver til.

Der er kun få kilometer fra de velplejede fairways til de hvidkalkede bodegaer i Jerez de la Frontera.

Fra golfbanernes åbne landskaber bevæger man sig ind i en by, hvor tiden synes at gå lidt langsommere. Brostensbelagte gader snor sig mellem historiske bygninger, hestevogne deler pladsen med moderne biler, og bag de diskrete facader gemmer nogle af verdens mest berømte vinkældre sig.

Det er her, sherryens historie bliver skrevet – hver eneste dag.

Mange golfspillere vælger området omkring Jerez på grund af klimaet. Over 300 solskinsdage om året og et stort udvalg af golfbaner gør det sydvestlige Andalusien til en oplagt destination næsten året rundt. Men det ville være synd at lade køllerne fylde hele programmet.

Læs mere: Mesterværket Montecastillo
Læs mere: Montecastillo Golf & Spa sætter scenen for luksus
Læs mere: Costa Ballena er golf ved havet i andalusisk ro

Jerez er nemlig meget mere end golf.

Byen regnes som hovedstaden for sherry, og sammen med Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa María udgør den det område, hvor den traditionsrige hedvin lovligt må produceres. Kombinationen af den kalkholdige albariza-jord, Atlanterhavets kølige vinde og det varme andalusiske klima skaber nogle helt særlige betingelser for vinproduktionen. Resultatet er en vintype, der ikke ligner nogen anden.

En rundtur hos den store sherryproducent Gonzalez Byass giver et eksakt indblik i vinens historie og særpræg. Foto: GolfXtra

En vin med mange ansigter

Sherry overrasker ofte dem, der kun forbinder navnet med søde vine fra bedsteforældrenes vitrineskab. Virkeligheden er langt mere nuanceret.

Den vigtigste drue er Palomino Fino, som danner grundlag for de tørre sherrytyper. Pedro Ximénez og Moscatel anvendes til de søde udgaver, hvor druerne tørres under den bagende andalusiske sol, så sukkerindholdet koncentreres.

Ud fra de samme grunddruer skabes hele ti officielle sherrytyper.

Fino er knastør, let og frisk. Manzanilla har en næsten salt karakter takket være nærheden til havet ved Sanlúcar. Amontillado kombinerer elegance med nøddeagtige aromaer, mens Oloroso er mørkere, fyldigere og mere krydret. I den anden ende af skalaen finder man Pedro Ximénez – en intens dessertvin med smag af rosiner, dadler og mørk karamel.

En del af vinene modner under et naturligt lag gær – den såkaldte flor – som beskytter vinen mod ilt og giver de elegante, tørre stilarter deres karakter. Andre lagres uden flor og udvikler i stedet større fylde og kompleksitet gennem iltens påvirkning.

Udover sherry har Jerez de la Frontera et markedsområde med alt indenfor kød, frugt, grønt samt alt mulig andet, de tiltrækker turister og de lokale beboere. Foto: GolfXtra

Tid er den vigtigste ingrediens

Ingen steder bliver sherryens historie mere levende end hos González Byass.

Det familieejede vinhus blev grundlagt i 1835 af Manuel María González Ángel og er i dag et af verdens mest anerkendte navne inden for sherry. Mest kendt er huset for Tío Pepe – den ikoniske Fino, hvis karakteristiske flaske med rød jakke, guitar og bred sombrero efterhånden er blevet et internationalt symbol på spansk vinkultur.

Allerede ved ankomsten er der noget, der fanger blikket. Foran administrationsbygningen vajer Dannebrog side om side med de øvrige flag. Som dansk besøgende er det svært ikke at spærre øjnene op. Forklaringen viser sig dog hurtigt at være ganske særlig. Netop denne dag har vinhuset besøg af repræsentanter fra den danske ambassade i Madrid – en lille, men hyggelig påmindelse om, at González Byass gennem generationer har haft forbindelser til vinelskere fra hele verden.

En rundvisning gennem de historiske bodegaer er som at træde ind i et levende museum.

Loftet rejser sig højt over de enorme kælderrum, hvor tusindvis af egetræsfade står på lange rækker. Luften er kølig og fugtig. Duftene af træ, vin og gær hænger mellem fadene, mens dagens varme bliver holdt ude af de tykke mure. Her bliver man hurtigt klar over, at sherry ikke har travlt.

Produktionen bygger på det berømte solerasystem – en lagringsmetode, hvor vine fra forskellige årgange løbende blandes. De ældste vine tappes fra den nederste række fade, som fyldes op med lidt yngre vin. De yngre fade fyldes igen fra endnu yngre vine, og sådan fortsætter processen år efter år.

Systemet betyder, at sherry som hovedregel ikke er en årgangsvin. Til gengæld opnår vinene en bemærkelsesværdig ensartethed og dybde, fordi hver eneste flaske rummer en lille del af husets historie. Det er et håndværk, som er blevet forfinet gennem generationer.

Mere end sherry

Selv om González Byass først og fremmest forbindes med sherry, stopper historien ikke dér. Virksomheden har gennem årene udviklet sig til en international familie af vingårde og destillerier med aktiviteter i flere af Spaniens vinområder samt i Chile og Mexico. Fællesnævneren er fortsat fokus på kvalitet, bæredygtighed og respekt for de lokale traditioner.

I Jerez produceres også en af Spaniens mest eksklusive brandyer. Lepanto Solera Gran Reserva fremstilles af Palomino Fino-druer, som destilleres på husets egne kobberkedler. Efterfølgende lagres brandyen efter det samme criaderas- og solerasystem som sherryen – i amerikanske egetræsfade, der tidligere har indeholdt Fino Tío Pepe. Det giver en usædvanlig elegant brandy med noter af vanilje, tørret frugt, krydderier og egetræ.

Når besøget i kældrene og i smagelokalet er slut, og man igen træder ud i den andalusiske sol, virker tempoet udenfor næsten højt.

På de små pladser serveres tapas, lokale oste og iberisk skinke, mens et køligt glas Fino eller en nøddeagtig Amontillado hører naturligt til måltidet. Og slutter middagen med et glas Pedro Ximénez over vaniljeis, forstår man pludselig, hvorfor sherry gennem generationer har haft en helt særlig plads i spansk gastronomi.

Golfen er ofte årsagen til, at rejsen går til Jerez. Sherryen er årsagen til, at byen bliver siddende i hukommelsen længe efter, at scorekortet er lagt væk.

 

Af Jørgen Schultz
i Jerez de la Frontera