Fairmont La Hacienda – et luksushotel i andalusisk forklædning

Fairmont-hotellet har en fortræffelig placering helt ud til Middelhavet og med Gibraltarklippen tæt på. Foto: Fairmont La Hacienda

På La Hacienda Links Golf Resort tæt ved Gibraltar er et nyt femstjernet Fairmont-hotel blevet en destination i sig selv. Resortet er bygget som en moderne andalusisk landsby, hvor hvide bygninger, små gader, terrasser og gårdrum snor sig ned gennem landskabet mod Middelhavet.

Det er næsten, som om man er kørt ind i en lille andalusisk landsby – blot med golfbanen og Middelhavet som naboer. Der er ikke én monumental hotelbygning, men en samling af hvidkalkede bygninger, villaer, trapper og små passager, der bindes sammen af terrasser og grønne områder. Man bevæger sig mellem husene i stedet for gennem lange hotelkorridorer, og flere steder åbner bebyggelsen sig pludselig mod havet.

Et kig ned over poolområdet på Fairmont-hotellet. Foto: Fairmont La Hacienda

Det er en arkitektur, der forsøger at få hotellet til at høre hjemme på stedet frem for at dominere det. Natursten, lyst træ, hør og rattan fortsætter den andalusiske reference indenfor, mens de store vinduespartier hele tiden trækker Middelhavet ind i oplevelsen.

Fra lobbyens panoramavinduer er Gibraltar-klippen synlig i horisonten, og på klare dage kan Marokko anes på den anden side af strædet. Nedenfor ligger La Alcaidesia-stranden, mens La Hacienda Links Golf breder sig i landskabet.

El Faro-restauranten er én af mulighederne, når det gælder de kulinariske oplevelser på hotellet. Foto: Fairmont La Hacienda

Fra golf til gastronomi

Golfen er en væsentlig del af opholdet, men køkkenet fylder også godt i oplevelsen. Hotellet har fem restauranter og barer med forskellige udtryk.

På Il Faro Trattoria mødes Andalusiens varme med det italienske køkkens enkelhed. Menuen tager udgangspunkt i klassikere som hjemmelavet pasta, risotto, antipasti og fisk fra de lokale farvande, men uden at give afkald på den sydspanske stemning. Her handler det i høj grad om at spise sammen – om flere retter på bordet, gode råvarer og den afslappede rytme, der hører Middelhavet til.

Lækre dele-retter i Umbra-restauranten tæt ved poolen. Foto: GolfXtra

Ved poolen er Umbra mere afslappet. Her foregår måltiderne under bambuslofter, og køkkenet tager udgangspunkt i Middelhavets råvarer. Cádiz-tun og fisk tilberedt som espeto – den lokale tradition, hvor blandt andet sardiner grilles over åben ild passer ganske godt til omgivelserne.

I gåafstand fra hotellet – nede ved stranden ligger La Cala de la Hacienda. Restauranten ligger direkte ud til La Alcaidesas sandstrand og har fokus på lokale fisk og skaldyr, sæsonens råvarer og cocktails med urter og botaniske ingredienser fra området. Her kan frokosten foregå med fødderne i sandet og havet få meter væk, mens stemningen langsomt skifter, når solen nærmer sig horisonten. La Cala er på den måde et sted, hvor man ikke behøver skynde sig videre – men kan lade dagen følge tidevandets rolige rytme. Det er svært at forestille sig et bedre tidspunkt at afslutte en golfdag på.

En Michelin-kok i centrum

Hotellets mest markante gastronomiske satsning hedder Dalmar.

Her står Benito Gómez bag køkkenet – kokken, der har to Michelin-stjerner på restauranten Bardal i Ronda. På Dalmar arbejder han med råvarer, ild og en vis frihed til at lade dagens produkter bestemme retningen.

Det kan blandt andet udmønte sig i rød tun fra Barbate, ærter fra Maresme med søpindsvin eller en grillet Wagyu-kotelet. Andre retter har været baseret på blandt andet ansjoser, havbars, østers og oksekød fra den lokale Retinta-race.

Dalmar forsøger ikke at kopiere den traditionelle andalusiske restaurant. Her er snarere tale om et mere moderne køkken, hvor råvarerne fra store dele af Spanien får lov til at være udgangspunktet.

Værelserne har alle tænkelige bekvemmeligheder – og alle med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet. Foto: Fairmont La Hacienda

Tid til at sænke tempoet

Efter en runde golf er hotellets 1.800 kvadratmeter store spa et oplagt næste stop. Her er blandt andet hammam, sauna, indendørs og udendørs pool, hydroterapi, yoga og behandlingsrum.

Læs mere om booking og priser

Samtidig gør beliggenheden det nemt at kombinere resortlivet med udflugter. Gibraltar ligger omkring 20 minutter væk, og der arrangeres blandt andet bådture fra Sotogrande og rideture langs stranden.

Fairmont La Hacienda er dermed mere end en base for golf. Det er et resort, hvor man nærmest bor i en moderne fortolkning af en andalusisk landsby – med golfbanen som baghave og Middelhavet som udsigt fra torvet.


Af Jørgen Schultz
fra Fairmont La Hacienda, Costa del Sol

 

SE BILLEDER
Fairmont-La-Hacienda El-Faro-Restaurant
El Faro Restaurant
« ‹ of 12 › »

1 trackback / pingback

  1. Linksgolf på allerøverste hylde ved Middelhavet - GolfXtra

Kommentarerne er lukkede.