The Dalaman Golf Club – drevet af Hilton Dalaman Sarıgerme Resort & Golf og bygget på naturlig sandjord med udsigt over Middelhavet – føjer en helt ny destination til Tyrkiets golflandkort.
Tyrkiet er ved at få et nyt golfhjørne.
Hidtil har det i særdeleshed været Belek-området mellem Antalya og Alanya, som golfspillere fra store dele af Europa har valfartet til.
Men i sommeren 2026 åbner The Dalaman Golf Club – den første golfbane på den sydvestlige Dalaman-kyst. Regionen, der hidtil har været kendt for sine strande og sit naturliv, føjes nu til det europæiske golfkort.
Banen administreres af Hilton Dalaman Sarıgerme Resort & Golf og er designet af International Design Group. Den er placeret 20 minutters kørsel fra Dalaman Internationale Lufthavn og måler 6152 meter fra de bagerste klodser. Underlaget er naturlig sandjord, og anlægget er opført med bæredygtighed som et gennemgående princip.
Natur som medspiller
Beliggenheden er i sig selv bemærkelsesværdig. Banen er omgivet af lange strande, varieret vegetation og søer, der fungerer som rasteplads for trækfugle – et af de økologisk mest righoldige områder i det sydvestlige Tyrkiet. Den naturlige kontekst er ikke blot kulisse, men en integreret del af banens karakter.
En af banens mest markante huller er 15. hul, et par fem med et fald på 25 meter fra teestedet. På den ene side af fairway ligger et naturreservat, på den anden en sø – og i horisonten Middelhavet. Udsigten er i det hele taget enestående fra langt størstedelen af de 18 huller.
Ud over selve banen vil anlægget omfatte driving range, puttinggreen, short game-område, klubhus, restaurant og halfway-house. En infrastruktur, der er dimensioneret til at modtage gæster fra hele Europa fra åbningsdagen.

Hotellet åbnede i 2019
Hilton Dalaman Sarıgerme Resort & Golf, der har eksisteret siden 2009, danner bagtæppet for det nye tilbud.
Resortet råder over 550 værelser og suiter på et 74 acres stort anlæg ved mødestedet mellem det tyrkiske Ægæiske Hav og Middelhavet, herunder privat strand på 650 meter, ti swimmingpools og to vandparker. Gæster ved The Dalaman Golf Club vil have adgang til resortets fulde facilitetsudbud.
Af Jørgen Schultz
