
De fire golfresorts – Praia D’El Rey Golf & Beach Resort, West Cliffs Golf Links, Royal Óbidos Scenic Resort og Guardian Bom Sucesso Golf – går sammen om at brande Portugals ‘Silver Golf Coast’.
Fire af Portugals mest prestigefyldte golfresorts har slået sig sammen i et nyt samarbejde, der skal positionere landets smukke Silver Coast (Sølvkysten) som en af de førende golfdestinationer i Europa.
De fire resorts – Praia D’El Rey Golf & Beach Resort, West Cliffs Golf Links, Royal Óbidos Scenic Resort og Guardian Bom Sucesso Golf – har lanceret fælles golfpakker for at tiltrække både feriegæster og passionerede golfspillere.

En golfdestination i vækst
Kun en times kørsel nord for Lissabon og inden for en radius af blot 10 km, ligger de fire baner på en strækning langs den betagende Silver Coast – kendt for sin rå natur, vidtstrakte sandstrande og historiske byer som Peniche og Óbidos. Regionen byder på et mildt klima året rundt, hvilket gør området ideelt til golfrejser uden for højsæsonen.
GolfXtra var efteråret 2024 på reportagerejse til de fire baner. Læs artiklerne her:
West Cliffs er en stjerne på Portugals golfhimmel
En juvel ude ved det brusende Atlanterhav
Siden Praia D’El Rey opnåede anerkendelse som en af Portugals bedste golfbaner i slutningen af 1990’erne, har området været en del af mange golfspilleres rejseplaner. Men med hele tre baner nu blandt Portugals top 20, ser aktørerne et stort potentiale i at få gæsterne til at blive længere og spille flere baner – og dermed skabe et samlet indtryk af “Portugal’s Silver Golf Coast”.

Gæster kan nu frit vælge mellem de fire baner i deres ophold, uanset om de bor på et af de to femstjernede hoteller, i villa eller lejlighed. Transport mellem banerne arrangeres gratis som en del af opholdet. Praia D’El Rey og West Cliffs ejes af samme gruppe, mens Royal Óbidos og Bom Sucesso har hver sin ejer – men samarbejdet på tværs af ejerskab fremhæver en ny fælles ambition.

Et blik mod fremtiden
Der er allerede planlagt yderligere investeringer i både golfbaner og gæstefaciliteter, som skal hæve standarden endnu mere. Partnerskabet ser dog ikke kun mod bedre baner – men også mod at etablere Silver Coast som et varigt navn i den internationale golfturisme.
Med smukke omgivelser, høj banekvalitet, varieret indkvartering og en fælles ambition om at skabe noget større end summen af delene, er Portugal’s Silver Golf Coast godt på vej til at blive et nyt hotspot for golfelskere i hele Europa.
Af Jørgen Schultz