Efter bruddet med Silkeborg Golfklub er Ry Golf genopstået som en selvstændig og ambitiøs klub, hvor både fællesskab og banekvalitet blomstrer i takt med en god udvikling i antallet af medlemmer. Men det er hårdt arbejde, som kræver sit af den beskedne stab af ansatte samt ikke mindst en stor frivillig indsats.
Det er nye tider i Ry Golf siden den fredelige skilsmisse fra Silkeborg Golfklub.
Skilsmissen var undervejs i et stykke tid, men det var officielt den 1. oktober 2024, at Silkeborg Golfklub og Ry Golf valgte at gå hver sine veje.

Ikke engang et år efter står Ry Golf nu som en selvstændig klub med vind i sejlene. Der har nærmest skulle startes op på en frisk – faktisk reelt fra scratch. Men der er gang i udviklingen i klubben, og det gælder både på medlemsfronten, og når der arbejdes med klubånden. Der skal knokles, men det er som om, at klubben har formået at bruge selvstændigheden som springbræt i retning mod vækst og fornyet energi.
Siden opdelingen har Ry Golf oplevet tilgang af nye medlemmer, og det lokale engagement er steget markant. Der er også investeret i forbedringer af banen og faciliteterne. Eksempelvis er der her i sommeren 2025 arbejdet intenst på at få banens mange bunkere i en bedre stand.

Rundtur på banen
Lad os begive os ud på banen, hvor der kan vælges mellem fire forskellige teesteder. Længst bagude er det 64, mens de tre øvrige er 59, 54 og 52. Første hul – et par 5 hul på 480 meter fra 59-teestedet – er en åbning, som mange gerne ønsker sig. Der er god plads på fairway, inden det strammer til med en stribe bunkere spredt rundt i området ved green.
Sværere bliver det fremme fra 4. til og med 7. hul, hvor de golfmæssige udfordringer samtidig suppleres med naturskønne omgivelser.
Efter et drive på hul 4 – et par 4 hul på 342 meter fra næstbagerste teested – hvor en lille sø er i spil nede i højre side, går det derfra kun én vej. Og det er opad til en green, som er godt bevogtet af flere bunkere. I det hele taget er Ry-banen karakteriseret med et væld af bunkere.
På næste hul – et par 4 på 343 meter – går det nedad. Ude i landingsområdet truer en stor sø, som for de fleste betyder, at der skal holdes til venstre. Kun de virkeligt langtslående kan tillade sig et forsøg med at gå over søen.

Lige efter kommer et af de smukkeste huller på banen – et par 5 hul på 441 meter fra 59-tee. Igen er der en sø i spil – enten i drivet eller i hvert fald i andetslaget. Herefter går det opad til en godt beskyttet green. Et vidunderligt hul – både golfmæssigt og så sandelig også visuelt.
Og det stopper ikke her. 7. hul er ét af banens bedste par 3 huller. 151 meter er der fra et højtliggende teested, hvor en sø udgør den helt store forhindring ude i højre side. Fem bunkere er placeret rundt omkring green. Uanset pinplacering så er det banens sværeste par 3 huller.

Endnu en visuel perle
På de bagerste ni huller kommer nogle af de bedste på 13. og 14. hul. 13. hul er et eksempel på, at et par 3 hul ikke behøver at være monsterlangt. Beskedne 105 meter er der hen over søen, men hvis flaget står kort, så skal der flirtes med søen for at komme helt tæt på.
Lige efter kommer endnu en visuel perle – et langt, langt par 4 hul på 411 meter fra 59-tee og endda 361 fra forreste tee. Bunkere i venstre side betyder, at der skal holdes til højre, selvom hullet på den måde føles en anelse længere.

Der sættes punktum på en afvekslende bane med en langt par 3 hul, hvor der slås op til green.
AVK-banen – opkaldt efter banens hovedsponsor – er en oplevelse på forskelligartede huller på en bane, som i sommeren 2025, da GolfXtra var på besøg, stod i fornem stand med fin, fin kvalitet.
Ry Golf er et bevis på, at nye begyndelser kan føre til stærke resultater. Klubben er nu klar til næste kapitel – med ambitioner og energi.
Af Jørgen Schultz
i Ry


2 Trackbacks / Pingbacks
Kommentarerne er lukkede.