Det eksklusive golf- og sparesort i Dordogne forener mesterskabsgolf, Michelin-gastronomi og autentisk fransk livsstil midt i et af Frankrigs mest stemningsfulde vinområder.
I hjertet af Dordogne-regionen i det sydvestlige Frankrig ligger Château des Vigiers, der gennem de senere år har markeret sig som en destination for rejsende med interesse for golf, gastronomi og naturoplevelser.
Resortet er indrettet omkring et historisk slot og omfatter både det oprindelige château og det nyere hotel Le Relais. Samlet råder stedet over 65 værelser, spa-faciliteter, restauranter og et 27-hullers golfanlæg.

Golfbanen er blandt resortets centrale attraktioner. De 27 huller er fordelt på tre 9-hullers sløjfer – Lake Course, Valley Course og Vines Course – som kan kombineres på forskellige måder. Banerne er tegnet af den britiske golfbanearkitekt Donald Steel og strækker sig gennem et landskab præget af skovområder, søer og vinmarker.
Lake-sløjfen snor sig gennem skovklædte og skyggefulde omgivelser og er særligt kendt for sin afslutning med udsigt mod slottet. Valley-banen er den mest teknisk udfordrende af de tre og er inspireret af klassiske linksbaner, hvor strategiske beslutninger og præcise slag er afgørende.
Vines-banen er mere flad og mindre fysisk krævende, men byder stadig på udfordringer – ikke mindst ved afslutningen, hvor de karakteristiske dobbelte greens sætter spillernes præcision på prøve. Samlet giver de tre sløjfer mulighed for både naturskønne runder, tekniske udfordringer og mere afslappet golf i landskaber præget af vinmarker, skov og åbne vidder.

Vin og lokale fødevarer
Netop nærheden til Bergerac og de omkringliggende vinområder er en væsentlig del af områdets identitet. Regionen er kendt for sine vine og lokale fødevarer, som også spiller en central rolle på resortets to restauranter. Her finder gæster blandt andet Michelin-restauranten Les Fresques, der arbejder med sæsonens råvarer og klassiske franske gastronomiske traditioner.
Dordogne er samtidig et af Frankrigs mest kulturhistorisk interessante områder. I kort afstand fra Château des Vigiers ligger middelalderbyer, slotte og landsbyer, mens flere seværdigheder i regionen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
For gæster, der ønsker at kombinere aktiv ferie med afslapning, tilbyder resortet desuden et nyrenoveret spaområde. Dermed favner stedet både golfspillere, gourmetinteresserede og rejsende, der ønsker at opleve den franske landidyl på nært hold.
Af Jørgen Schultz
