Fem dage med golf i verdensklasse, historiske kongebyer, spektakulære naturoplevelser og marokkansk gæstfrihed. RSB Golf inviterer til en unik rejse, hvor turneringsgolf og kultur går hånd i hånd.
Forestil dig en morgen, hvor du slår ud med Atlasbjergene som kulisse, og dagen afsluttes i de smalle, livlige gader i en af verdens ældste kongebyer. Det er netop den kontrast, der gør Fez International Golf Festival til noget ganske særligt. Her mødes golf i internationale rammer med autentiske kulturoplevelser, og resultatet er en rejse, der rækker langt ud over de 18 huller.
Fra den 27. september til den 2. oktober 2026 inviterer RSB Golf danske golfentusiaster til Marokko, hvor fem oplevelsesrige dage kombinerer turneringsgolf på nogle af landets mest spændende baner med kultur, gastronomi og historiske byer.
Festivalen har base i den fascinerende kongeby Fez, men programmet fører deltagerne vidt omkring i det nordlige Marokko. Undervejs spilles der golf på fire forskellige baner, som hver især byder på deres egne udfordringer og naturskønne omgivelser. Blandt højdepunkterne er Michlifen Golf & Country Club, der ligger smukt placeret i Atlasbjergenes højland, samt den traditionsrige Royal Golf de Fès, hvor historie og golftraditioner går hånd i hånd.

Kultur og gastronomi
Men rejsen handler om langt mere end scorekort og birdies.
Deltagerne får også mulighed for at opleve den UNESCO-fredede medina i Fez – en af verdens bedst bevarede middelalderbyer – hvor smalle gyder, farverige markeder og århundredgamle håndværk skaber en helt særlig atmosfære. Programmet byder desuden på besøg i den charmerende kongeby Meknes, ligesom den marokkanske kultur, gastronomi og gæstfrihed er en naturlig del af oplevelsen.
For golfinteresserede venter endnu et højdepunkt, når den danske PGA-pro Karsten Maas leverer et spektakulært Golf Trick Show med imponerende slag og underholdning.
Fez International Golf Festival er samtidig en oplagt rejse for par og vennegrupper, hvor ikke alle nødvendigvis spiller golf. Mens golfspillerne er på banen, kan ledsagere deltage i udflugter og kulturelle oplevelser, hvilket gør turen attraktiv for alle, der ønsker at opleve Marokko på nært hold.
Rejsen afsluttes med gallamiddag, præmieoverrækkelse og hyggeligt samvær – en festlig finale på en uge, hvor golf, kultur og fællesskab går op i en højere enhed.
Den fem dage lange festival inkluderer hotelophold, golf, byrundture, gallamiddag og præmieoverrækkelse. Priserne starter ved 1.445 euro pr. person – kanp 11.000 kroner, afhængigt af hvilket af de fire hoteller deltagerne vælger.
For dem, der ønsker mere end blot en golfrejse, er Fez International Golf Festival med RSB Golf en mulighed for at kombinere sporten med nogle af Marokkos mest fascinerende kultur- og naturoplevelser.
Af Jørgen Schultz
