Lucas Bjerregaard formåede ikke at forsvare sin Dunhill Links-titel

Franskmanden Victor Perez vandt Dunhill Links Championship i Skotland. Foto: European Tour website

Det blev til en delt 23. plads for sidste års vinder af Dunhill Links Championship i Skotland. Franske Victor Perez stak af med sejren og godt fem millioner kroner.

St. Andrews, Skotland: Selv om Lucas Bjerregaard i perioder virkelig fandt formen i Dunhill Links Championship i Skotland, så lykkedes det ikke at forsvare sidste års titel.

Lucas Bjerregaard endte på en delt 23. plads i 16 slag under par, som indbragte ham en check på omkring 47.000 euro – svarende til omkring 350.000 kroner.

Det blev til fransk sejr. Victor Perez sejrede i minus 22 – og gik fjerde og sidste runde på Old Course i St. Andrews i 70 slag. Det var nok til at holde engelske Matthew Southgate bag sig med et enkelt slag.

Fem danskere var til start. Thomas Bjørn, Joachim B. Hansen, Nocolai Højgaard og Søren Kjeldsen formåede ikke at klare cuttet.