McIlroy cementerer Nordirlands status som stor golf-destination

Rory McIlroy efter sin Masters-sejr 2025 på Augusta National. Screendump: Masters.com

Med sin historiske sejr ved The Masters har Rory McIlroy ikke blot skrevet sit navn ind i golfens historiebøger – han har også løftet Nordirlands ry som en nation, der former verdens største golfmestre.

Efter en dramatisk omspilning i Augusta blev McIlroy den første fra øen Irland til at vinde The Masters og samtidig kun den sjette spiller nogensinde til at fuldende en Grand Slam ved at vinde alle fire Majors: The Masters, US Open, The Open Championship og US PGA Championship.

For en lille nation på Europas yderkant har Irland gang på gang bevist sin styrke i golfverdenen. Store navne som Padraig Harrington, Graeme McDowell, Darren Clarke og Shane Lowry har allerede skrevet sig ind i historien – og nu har McIlroy ført arven videre.

McIlroys rejse begyndte i Holywood Golf Club i County Down, hvor han som syvårig blev klubbens yngste medlem nogensinde. Den maleriske parkbane med udsigt over Belfast Lough dannede rammen om hans første skridt mod stjernestatus. Derfra tog karrieren fart, støttet af Nordirlands rige udvalg af mere end 90 golfbaner – fra bløde linksbaner til udfordrende mesterskabsbaner.

Royal County Down er én af de britiske øers – ja måske endda verdens – bedste linksbaner.

Ikonisk bane ved Newcastle

En vigtig brik i McIlroys udvikling var Royal County Down Golf Club, en ikonisk bane i Newcastle, kendt for sin smukke placering ved Mourne-bjergene og sin brutale sværhedsgrad. Det var her, McIlroy lærte at planlægge hvert slag omhyggeligt – en færdighed, der nu har bragt ham helt til toppen.

Sejren kommer på et perfekt tidspunkt, da golfverdenen allerede har blikket rettet mod Royal Portrush i Nordirland, hvor The Open vender tilbage senere i år. Over 250.000 tilskuere forventes at samles ved den berømte bane i juli, hvor McIlroy – der stadig holder banerekorden på 61 slag, sat som 16-årig – uden tvivl vil blive mødt af stående ovationer.

Royal Portrush ligger i hjertet af Causeway Coast & Glens – omgivet af storslåede naturscenerier og ruinerne af Dunluce Castle, som knejser over Dunluce Links, en af verdens mest respekterede og udfordrende golfbaner.

Nordirlands stolte golftraditioner spænder bredt, fra Royal Belfast – Irlands ældste golfklub fra 1881 – til den moderne mesterskabsbane Lough Erne Resort i Fermanagh, designet af Sir Nick Faldo. Også Portstewart Golf Club, med sine tre linksbaner langs den rå nordkyst, er en del af regionens rige golflandskab.

Af Jørgen Schultz