Golf & Landclub Gut Uhlenhorst nord for Kiel byder på en skøn kombination af golf, natur, afslappet atmosfære og gode gastronomiske oplevelser.
Lige uden for den lille landsby Dänischenhagen – kun små 20 minutter nord for Kiel – ligger Golf & Landclub Gut Uhlenhorst.
Bygningerne syner ikke af alverden ved ankomsten, men indenfor er der både check-in, en lille proshop og en restaurant, som vi vender tilbage til.
Til gengæld er det, som om der allerede ved ankomsten breder sig en hyggelig og afslappende stemning. Fra flere af bordene på restaurantens terrasse lyder latter og fortællinger fra dem, der allerede har dagens runde ude på banen bag sig.

Tre sløjfer på hver ni huller omfatter anlægget – rød, blå og hvid. De sammensættes rød-blå, blå-hvid samt rød-hvid. De er sammenlagt alle i omegnen af 5.800-5.900 meter – par 72. En detalje er, at hullerne er nummereret fra 1 til 27, så når der eksempelvis spilles blå-hvid, er det hullerne 10 til 27.
Klubben blev grundlagt i 1989 og byder i dag på et alsidigt golfanlæg, hvor både den rutinerede spiller og den knap så øvede kan finde passende udfordringer.
Bag mesterskabsbanens design står den anerkendte golfbanearkitekt Donald Harradine, der gennem sin karriere tegnede mere end 300 golfbaner verden over. Allerede ved sit første møde med Gut Uhlenhorst så han potentialet i det let kuperede landskab, der er så karakteristisk for den nordligste tyske delstat, Schleswig-Holstein.
Resultatet blev en bane, der udnytter naturens egne konturer og elementer. Fairways og greens ligger harmonisk mellem talrige søer og vandløb, mens generøse grønne områder mellem hullerne giver banen en åben og rummelig karakter. Variationen er samtidig stor: Her venter både korte og lange huller, lige fairways og markante doglegs, som kræver, at spilleren tænker sig om fra tee.
Vandet er ikke kun en del af udsigten. Flere steder flankeres fairways og greens af søer på begge sider, og her bliver præcision hurtigt vigtigere end rå længde. Netop samspillet mellem det åbne landskab, de mange strafområder og de varierede hulforløb er med til at give Gut Uhlenhorst sin særlige karakter.

Uanset hvilken kombination af de tre ni-hullers sløjfer man vælger, fører runden tilbage til samme sted: klubhuset. Som et hjertevarmt knudepunkt ligger Restaurant Laurens Steak & Greens, der er en passende og hyggelig afslutning på golfoplevelsen.
Her blander duften af stegte steaks sig med den friske luft fra banen. Når vejret tillader det, sidder gæsterne på terrassen med et glas i hånden. Her kan samværet nydes – eller man kan blot lade blikket vandre ud over den nordtyske natur.

Menukortet lover mere end blot en enkel middag. Det er en hyldest til sæsonens råvarer, hvor alt fra saftige udskæringer til sprøde, friske salater vidner om et køkken, der tager håndværket seriøst. Uanset om man søger en let frokost eller en festlig middag, der runder dagen af med manér, er det tydeligt, at der bliver kælet for detaljerne.
Hos Restaurant Laurens får golfoplevelsen sit helt rette punktum: en stund, hvor smag, gæstfrihed og den særlige ro fra golfbanen smelter sammen til en rigtig god oplevelse.
Der er hyggeligt her i Dänischenhagen …

