Golfpaket Ostsee-Card hedder kortet, som er nøglen til at opnå attraktive rabatter på greenfee i en række nordtysk golfklubber ude ved Østersøen.
Golfspillere, der drømmer om at kombinere golf i topklasse med afslappende feriestemning, har nu fået et nyt attraktivt tilbud: Golfpaket Ostsee-Card.
Rabatkortet giver adgang til en række af golfbanerne langs den tyske Østersøkyst – til en særdeles fordelagtig pris.
Med ét kort kan golfentusiaster udforske en lang række golfbaner i det nordlige Tyskland, hvor havudsigt, kuperet terræn og velplejede fairways går hånd i hånd. Ostsee-Card fungerer som en fleksibel rabatordning, hvor spillere kan sammensætte deres egen golfferie og få markante besparelser på greenfee.

Der er to forskellige kort at vælge mellem. Golfpaket Ostsee-Card Classic til 169 euro – cirka 1260 kroner og Afterwork-kortet til 99 euro – cirka 740 kroner. Sidstnævnte kort kan først anvendes efter klokken 15.
For begge kort gælder det, at der kan spilles på fire af de medvirkende baner. Det er ikke muligt at spille den samme bane to gange.
De medvirkende klubber
Østersøkysten byder på et bredt udvalg af baner, der udfordrer både nybegynderen og den øvede golfer. Med Golfpaket Ostsee-Card får man adgang til følgende baner:
- Golf Club Timmendorfer Strand
- Golfclub Segeberg
- Golfpark Fehmarn
- Golfclub Brodauer Mühle
- Gut Waldshagen
- Golf Club Ostseebad Grömitz
- Golfanlage Hohwacht
- Golf & Landbluc Gut Uhlenhorst
Det milde kystklima, lange sommerdage og et væld af hyggelige badebyer gør Østersøkysten til en ideel destination for golfrejser. Golfrunder kan passende kombineres med wellness, gastronomi, ture langs kysten eller afslapning ved de brede sandstrande.
Af Jørgen Schultz

