Sotogrande – golf, sol og det gode liv

Valderrama er kronjuvelen, når det gælder golf i Spanien. Den historiske bane er blot én af mulighederne i Sotogrande. Her er det 15. hul - et fantastisk par 3. Foto: Valderrama

I Sotogrande er der aldrig langt mellem store golfoplevelser. Her ligger nogle af Spaniens bedste baner side om side – fra legendariske Valderrama til moderne La Reserva. Men man skal også være klar til at betale for privilegiet.

Der findes golfdestinationer, hvor man rejser hen for at spille én bestemt bane. Og så findes Sotogrande.

På den andalusiske kyst, ikke langt fra Gibraltar, ligger et af Europas mest koncentrerede golfområder. Her er golfhistorie, moderne mesterskabsgolf og luksuriøs resortlivsstil samlet inden for ganske få kilometer.

Det er et regulært smørhul for golfere.

Sotogrande behøver egentlig ikke Golf Digests hjælp til at bevise sit værd. Men den seneste spanske rangliste er alligevel en ganske fin illustration af destinationens styrke. Tre af Spaniens seks højest placerede baner ligger nemlig her.

Øverst ligger den spanske kronjuvel, den legendariske Real Club Valderrama, der for alvor satte Sotogrande på det internationale golfkort, da banen i 1997 var vært for Ryder Cup. Ikke langt derfra ligger Real Club de Golf Sotogrande, en anden klassiker med en lang historie. Og så er der La Reserva Club.

Læs GolfXtra’s reportage fra La Reserva

Velkomsten til La Reserva-klubhuset. Foto: GolfXtra

Den moderne bane blev designet af den amerikanske arkitekt Cabell B. Robinson og åbnede i 2003. Siden har La Reserva udviklet sig til en af Spaniens mest eftertragtede golfoplevelser. Senest er banen placeret som nummer seks på Golf Digests liste over Spaniens bedste.

Men måske er det netop kombinationen, der gør Sotogrande interessant. Tre baner med hver sin identitet – og alle inden for samme destination.

Kvalitet koster

Der er dog en vigtig bagside af medaljen. For selv om Sotogrande byder på flere muligheder for golfspillere, er de allerhelligste graler ikke nødvendigvis billige fornøjelser.

Særligt Valderrama og Real Club de Golf Sotogrande befinder sig i den eksklusive ende af greenfee-skalaen. Valderrama er en privat klub med et begrænset antal tider for besøgende, hvilket blot gør oplevelsen endnu mere eftertragtet. 600 euro skal der på bordet for at få adgang til banen.

Det er med andre ord ikke destinationen, man vælger, hvis målet er at finde den billigste greenfee på Costa del Sol.

Men så er spørgsmålet også, om det er dét, man kommer efter. At slå ud på Valderrama er at træde direkte ind i europæisk golfhistorie. Det er banen, hvor Ryder Cup blev afgjort i 1997, og hvor nogle af spillets største navne har konkurreret. Real Club de Golf Sotogrande har tilsvarende en historie og en kvalitet, der placerer den blandt Spaniens mest respekterede golfklubber.

Prisen matcher derfor også en oplevelse, der rækker ud over selve de 18 huller.

Og heldigvis behøver hele opholdet ikke at bestå af de dyreste greenfees.

The Alto Club – tidligere Almenara – er fatastisk golf inde i træerne.

Golf fra morgen til aften

Sotograndes styrke er netop, at der er flere strenge at spille på.

La Reserva giver mulighed for en moderne golfoplevelse med brede fairways, Middelhavsudsigter og omfattende træningsfaciliteter, mens Almenara og områdets øvrige golfmuligheder gør det muligt at sammensætte en rejse, hvor både budget og ambitionsniveau kan tilpasses.

Sotogrande tilbyder eksempelvis selv golfpakker, hvor en rejse kan kombineres med runder på La Reserva, Valderrama og Real Club Sotogrande.

Og når dagens golf er overstået, er der rigeligt at tage sig til.

La Reserva Club har blandt andet racquet centre, wellness og The Beach – en strandklub omkring en kunstig lagune. I nærheden ligger SO/ Sotogrande Spa & Golf Resort, mens The Alto Club tilbyder moderne træningsfaciliteter og golfundervisning gennem Alto Club Golf Academy by Suzann Pettersen.

Det hele understreger en pointe, som Sotogrande har forstået bedre end de fleste: Golf behøver ikke være hele ferien. Det kan være det, der binder den sammen. Et sted at blive lidt længere

Polo, yachting, restauranter, spa og mere end 300 solskinsdage om året er en del af pakken. Men golfen er stadig den røde tråd.

Og det er måske Sotograndes største styrke.

Her får man ikke bare adgang til én fremragende golfbane. Man får en hel verden af golf – med Valderrama og dens historie, Real Club de Golf Sotogrande og traditionerne, La Reserva og den moderne golfoplevelse samt The Alto Club – endnu en klassebane – og så også med fokus på træning og udvikling.

Alt sammen i et område, hvor Middelhavet aldrig er langt væk.

Af Jørgen Schultz