Villa d’Este er tidløs luksus ved Comosøen

Luksushotellet Villa d'Este ligger gudesmukt ned til vestsiden af Comosøen.

Det ikoniske femstjernede hotel Villa d’Este ved Comosøen i Italien markerer her i 2026 et særligt samarbejde med Circolo Golf Villa d’Este, som fejrer sit 100-års jubilæum – et møde mellem italiensk hotelhistorie, sportstraditioner og diskret elegance.

Villa d’Este har i århundreder været en del af fortællingen om Comosøen. Bag de monumentale facader i Cernobbio helt nede ved søbredden gemmer sig ikke blot et af Italiens mest berømte luksushoteller, men også et sted, hvor historien fortsat leves med en næsten teatralsk ro.

Ejendommen blev oprindeligt opført som adelig residens i midten af 1500-tallet og har siden 1873 fungeret som hotel. I dag regnes Villa d’Este blandt verdens mest ikoniske luksushoteller – omgivet af en 12 hektar stor park med gamle cypresser, skulpturer og blomsteranlæg, der skråner ned mod Comosøens blanke vand.

Så er der serveret på en altan, hvor udsigten er enestående. Foto: Villa d’Este

Samarbejder med historisk golfklub

Samtidig retter Villa d’Este i år opmærksomheden mod en anden institution i området: Circolo Golf Villa d’Este, som fejrer sit 100-års jubilæum. Golfklubben, der ligger få kilometer fra hotellet i de grønne bakker over søen, har siden 1926 været blandt Europas mest traditionsrige baner og er gennem årtier blevet besøgt af både aristokrater, erhvervsledere og internationale gæster.

Læs GolfXtra’s reportage om Circolo Golf Villa d’Este

Samarbejdet mellem hotellet og golfklubben understreger den særlige livsstil, som fortsat præger området omkring Comosøen – hvor sport, kultur og gæstfrihed smelter sammen i omgivelser præget af historie og diskret eksklusivitet.

Hotellet har et samarbejde med den historiske Circolo Golf Villa d’Este få kilometer væk.

Villa d’Este råder over 151 værelser og suiter fordelt mellem den historiske Cardinal’s Building og Queen’s Pavilion. Interiøret bærer tydelige spor af husets lange historie med antikke møbler, tunge tekstiler og udsigt over søen eller parkens gamle træer. Hertil kommer fire private villaer placeret i hotellets park, hvor gæster kan bo mere tilbagetrukket.

Gastronomi i høj klasse

Hotellets gastronomi er fortsat en central del af oplevelsen. Under ledelse af Executive Chef Andrea Guerini spænder restauranterne fra klassisk italiensk cuisine med internationale referencer til mere uformelle serveringer ved søbredden. Særligt vinkælderen har gennem årene opnået et internationalt ry blandt vinentusiaster.

Men det er især helheden – snarere end enkelte detaljer – der fortsat gør Villa d’Este til noget særligt. Den flydende pool på søen, tennisbanerne, spaområdet og udsigten over Comosøen er blevet en del af hotellets identitet, ligesom forbindelsen til områdets kulturhistorie.

I de senere år har Villa d’Este desuden udvidet sin position gennem brandet Villa d’Este La Collezione, der samler flere eksklusive destinationer i Norditalien. Blandt de kommende projekter er restaureringen af Villa Belinzaghi, en historisk naboejendom, som skal integreres i hotellets fremtidige hospitality-univers.

Mens Comosøen fortsat tiltrækker et internationalt publikum af kunstnere, forretningsfolk og rejsende, står Villa d’Este som et sjældent eksempel på et sted, hvor luksus ikke nødvendigvis handler om modernitet – men om kontinuitet, historie og evnen til at bevare en særlig atmosfære gennem generationer.

Hotellet unikke historie, kvalitet og service afspejler sig også i priserne. En overnatning begynder ved 2000 euro – afhængig af værelsestype og tid på året. LÆS MERE OM BOOKING

Af Jørgen Schultz