Algarve byder på guidede ture ud i vinområderne

I Algarve i den sydlige del af Portugal er der flere muligheder for en guidet tur ud i vinområderne. Foto: Visit Portugal

Den sydligste region i Portugal er ikke det mest kendte vinområde. Men ikke desto mindre er der mange smagsfulde oplevelser.

Algarve, Portugal: Mange kender Algarve for sine smukke strande og for et væld af dejlige golfbaner. Men regionen byder også på flere forskellige kulturelle og kulinariske oplevelser.

Er man vild med vin, bør man eksempelvis ikke snyde sig selv for et besøg hos nogle af de lokale vinproducenter i området. Algarve har nemlig over 300 solskinsdage årligt og ikke mindre end 80 forskellige druesorter – så der er rig mulighed for at nyde smagfulde og forskelligartede vine.

Vil man afsted med en guide, laver Algarving Tours forskellige guidede ture med fokus på de mindre kendte dele af regionen. På den måde får man også udforsket området, mens men smager god lokal vin.

Forskellige ture

Der er forskellige ture at vælge imellem:

En halvdagstur med en rundvisning på en lokal vingård og mulighed for at smage på både rød-, hvid- og rosévin samt mulighed for at udforske den nærliggende by eller nyde udsigten fra en historisk borg.

En dagstur med samme program som ovenfor – men med tid til at besøge to forskellige lokale vingårde.

En solnedgangstur med guide og vinsmagning på en lokal vingård samt tid til at nyde solnedgangen over kysten. Efterfølgende serveres der en traditionel portugisisk middag.

Private ture, der kan skræddersyes og tilpasses efter individuelle ønsker – med forskellige lokale vin- og madoplevelser.