Corona: Golfklubber opfordres til at lukke klubhuse, golfbaner og træningsfaciliteter

DGU opfordrer til, at golfbaner, klubhuse og træningsfaciliteter lukkes ned for at mindske risikoen for spredning af Covid 19-smitte.

Efter pressemødet tirsdag den 17. marts, hvor statsministeren har meddelt, at restauranter og cafeer skal lukkes, samt at danskere ikke forsamles mere end ti personer, kommer følgende opfordring fra Dansk Golf Union.

København: Dansk Golf Union anbefaler derfor, at golfklubberne lukker deres klubhuse, indstiller spillet på golfbanerne og brugen af træningsfaciliteter, foreløbigt frem til 30. marts. Golfsporten må tage et samfundsansvar, og gøre alt hvad vi kan i denne svære situation og vi må alle huske på, at golf ikke er en nødvendighed.

Dansk Golf Union opfordrer til, at klubhuse, golfbaner og træningsfaciliteter lukkes – foreløbig frem til den 30. marts.

Nogle vil argumentere for, at der fortsat kan spilles golf, da vi ikke nødvendigvis forsamles mere end 10 personer og golf spilles udendørs. I DGU mener vi, at vi i videst muligt omfang bør bidrage til at mindske smittespredningen i det danske samfund. Selvom det er fristende at holde åbent for spil med en række restriktioner for at mindske smittespredningen, så mener vi ikke, at tiden er inde til at løbe denne risiko.

Er vi i tvivl, bør vi lade være – og vi er i tvivl – og derfor denne anbefaling. Dansk golf vil stå i en ugunstig situation, hvis vi potentielt har bidraget til smittespredning, når nu vi har en anden mulighed. Samtidig har vi rigtig mange ældre golfspillere blandt vores primære målgruppe, hvorfor vi bør tage et yderligere hensyn i forhold til andre områder i samfundet.

Det vil igen blive tid til golf, når situationen er under kontrol, men for nu anbefaler DGU, at vi indstiller vores fantastiske idræt til fordel for at støtte op om og tage et fælles ansvar for at mindske spredning af coronavirus i Danmark.

DGU og DGA anbefaler, at der i klubberne findes et setup, som plejer banerne i det omfang det er forsvarligt for klubbens greenkeepere og som samtidig sikrer, at vores golfbaner er bedst muligt klar til sæsonen for alvor går i gang.

I DGU kommer vi naturligvis til at følge situationen tæt, og vi melder ud, så snart vi mener, at tiden er den rette til igen at spille golf i Danmark.