Golferne rammer også Samsø fra søvejen

Mange af de golfspillere, som ankommer til Samsø med deres sejlskibe, har Ballen Havn som udgangspunkt. Foto: Visit Samsø

Ganske mange gæster på Samsø Golfklubs bane supplerer deres golf på øen med hygge i sejlskibene rundt i havnene.

Det er ikke kun krydstogtskibe, som golferne påmønstrer, når de skal afsted.

Flere og flere golfspillere anvender også deres sejlskibe til at komme frem til banerne rundt i Danmark.

Sådan er det også på Samsø, hvor golfbanen på Besser Kirkevej oplever, at ikke så få af greenfee-gæsterne ankommer med sejlskibe og motorbåde.

– Der er flere og flere og vores gæster, som besøger vores ø i deres egen både. Langt de fleste lægger til kaj i havnen i Ballen, og så tager nogle en flextaxa hen til banen. Gennem de senere år har vi helt klart oplevet, at omfanget af gæster, som kommer i deres både, er gået i vejret, fortæller Søren Meincke, bestyrelsesmedlem i Samsø Golfklub.

Flere af hullerne på seasidebanen på Samsø ligger smukt ud til Kattegat. Foto: GolfXtra

Golfbanen på Samsø, som har flere af hullerne liggende helt ud til Kattegat, er ganske populær hos de sejlende golfspillere. Søren Meincke fortæller, at der er en del af gæsterne, som nærmest ligger fast til i Ballen.

– Det er en del af vores gæster, som lægger til ved havnen og spiller på vores bane ganske jævnligt. Og samtidig hygger de sig i havnen og tager rundt på øen, når de ikke spiller golf. Det er helt tydeligt, at der med årene kommer flere og flere til øen i deres både og sejlskibe, tilføjer Søren Meincke.

Samsø Golfklub er én af de i alt fem baner, som indgår i Ø-Golf. De øvrige baner er Langeland, Ærø, Fanø og Læsø.

Alle øer er der mulighed for at ankomme til i egen sejl- eller motorbåd.

Samsø Golfklub har igen i løbet af 2023 haft en rigtig positiv udvikling i antallet af greenfee-gæster.

Af Jørgen Schultz