Nu er det helt slut med at rejse ud i verden

Nu er samtlige verdens lande sendt i orange i følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Foto: Hôtel Sofitel Angkor Phokeethra Golf & Spa Resort

Hele verden er nu sendt i orange ifølge de nyeste rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet.

Enhver med et ønske om at spille golf i udlandet må vågne op fra drømmene. Udenrigsministeriets rejsevejledninger, der blev opdateret torsdag, er præget af en enkelt farve; Orange.

Dermed frarådes nu rejser til hele verden, efter at de svenske regioner Västerbotten og Västernorrland nu også er farvet orange.

Gennem de seneste uger er mere og mere blevet lukket ned, i takt med at ministeriet har frarådet at rejse til landene enten på grund af for høje smittetal eller strikse indrejseregler for danskere under coronakrisen.

Kun i Sverige var der to gule pletter – hvortil rejser ikke blev frarådet – tilbage. Men det har Danmark torsdag eftermiddag ændret. Det er de svenske regioner Västerbotten og Västernorrland, som er gået fra gul til orange. Den seneste tid er der registreret øget smitte i områderne, og det har skubbet regionerne over grænsen.

Må vi håbe på en mild vinter, så der kan blive en golfrunde på vores hjemlige baner.