Pings svar på dårlige chipslag

Trekantet hovedform med en meget bred sål gør ChipR lettere at slå med. Foto: Ping

ChipR er lige dele putter og wedge, svinges som en putter og kan reducere antallet af kostbare fejlslag omkring greenen.

En tredjedel af de spillere, der testede ChipR, fik bedre resultater end med en almindelig wedge, påstår Ping.

Det skal såmænd nok passe – hvor mange af os har ikke duffet eller flækket det flade, 20-30 meters slag, hvor bolden bare skulle ind på green og trille resten af vejen mod hullet?

Kortskaftet som en putter og med et loft som et 9-jern er ChipR designet til at gøre spillere bedre til at bump and run-slag, fordi man svinger ChipR’en som en putter.

Det skal mindske fejlmargenen, så man føler sig mere sikker, når man står over bolden – også dette ifølge Ping.

For 45 år siden var Ping på banen med en slags forløber, kaldet Chipo.

I slutningen af 1970’erne sendte Ping faktisk en lignende kølle på markedet: Chipo. Den var designet af firmaets grundlægger Karsten Solheim og fremstillet i samme type rustfri stål, som Ping har brugt til ChipR.

Som på mange puttere sidder der en tungstenvægt i hovedets hæl og tå. Loft er 38,5°, bounce 8° og grip’et længere end normalt, så man kan holde kortere på ChipR’en, hvis man vil.

PRIS: ChipR koster 1.450 kr.

Af Jan Frimodt