Stilrene Ping-jern i al deres enkelhed

Det nye i500-jern fra Ping er et muscle back jern og henvender sig til den bedre spiller. Foto: Ping

Ping introducerer to nye jernserier – i500 og i210. Ny teknologi sætter distance, tilgivelse og præcision i fokus.

Autoriserede Ping-forhandlere begynder nu at tage imod forhåndsbestillinger på to nye jern, som det amerikanske brand netop har introduceret.

Det drejer sig om i500 og i210, hvor nøgleordene er distance, tilgivelse og præcision.

De to serier adskiller sig markant fra hinanden. I500-serien har ifølge testresultater imponeret med en betydelig distance og med en høj boldflugt. Testere har i flere tilfælde forøget deres længder med 12-13 meter.

i210-jernet er en anelse mere kompakt. Foto: Ping

I500-jernene er stilrene ud i al deres enkelthed. Jernene er smedet i C300-stål og henvender sig til den bedre spiller. I forhold til de populære G700-jern er der tale om nogenlunde den samme teknologi i opbygningen, men i500 har et slankere udseende.

I210-serien har et mere kompakt udseende, og der er tale om en multi-materiel konstruktion, hvor kombinationen er et 431 rustfrit stålmateriale i hovedet med et større og mere blødt insert. I pitching wedgen er der smallere afstande mellem grooves, som skal forhindre færre flyers, når netop kontrol i slagene betyder allermest.

Jernene kommer I 3-9, PW og UW, og der kan vælges mellem stål- eller grafitskafte. Custom fitting er afgørende, men standard-grip er et Golf Pride Tour Velvet.

Priserne er endnu ikke kendte i Danmark – men forvent ikke priser under 1.000 kroner pr. jern.