Nyt eksklusivt Abba-hotel tæt ved to golfbaner i Västervik

11 suiter er der i det nye hotel, Slottsholmen. (Foto: Slottsholmen)

Björn Ulvaeus står bag et smagfuldt hotel, hvor alle suiter har den skønneste udsigt ud over vandet. Tæt på byen ligger Västerviks Golfklub og Lysingsbadet Golf Club.

Västervik, Sverige: To golfbaner ligger der tæt på Västervik på den svenske østkyst – omkring 100 kilometer nord for Kalmar. Nord for byen ligger Västerviks Golfklub, og syd for ligger Lysingsbadet Golf Club

Byen har nu også fået et eksklusivt hotel, som Abba-profilen Björn Ulvaeus står bag. Hotellet åbner med kendte kokke, og Ulvaeus vil selv være synlig med eksklusive musik- og danseaftener for små grupper, da det betyder meget for ham, at selv stjerner er tilgængelige. Dét drømte han om som barn.

De første gæster har netop besøgt stedet i sommerens premiereuger, og stedet spås allerede at blive meget populært.
På Abba-hotellet bliver der mulighed for at dyppe sine fødder i havet, når delikat mad indtages, og der er tilmed havudsigt fra alle 11 suiter. Lækre konferencelokaler kan bookes, ligesom en række interessante arrangementer løbende vil sættes på plakaten, bl.a. musiksammenkomster og danseaftener, hvor Björn selv har en aktiv rolle.

Panoramaudsigt

Slottsholmen har med sin panoramaudsigt over Skeppsbrofjärden og Gamlebyviken spillet en vigtig rolle i Västerviks historie. Da Björn Ulvaeus voksede op, lå der en danserestaurant her, og gæsterne slog lejr i weekenden for at danse og muntre sig. En restaurant, hvor den 12-årige Björn såmænd også fik sit første sommerjob – og nu bliver hotelejer. Millioner af kroner har han investeret i at skabe et sted fyldt med musik, hjerterum og nærvær.

Abba-profilen Björn Ulvaeus åbner et eksklusivt hotel i Västervik i Småland, hvor samtlige suiter har den smukkeste udsigt. (Foto: Slottsholmen)

Björn Ulvaeus siger selv om sit seneste initiativ:

”Da jeg var lille, samlede jeg på filmstjerne-kort. Berømte Hollywood-ansigter og musikidoler som Elvis og Tommy Steele prydede kortene dengang. De kunne lige så godt have boet på en anden planet, så langt væk og ganske uopnåelige var de for os i Västervik. Stjernerne levede i deres drømmeverden, og vi andre i virkeligheden, og jeg drømte om at blive en del af deres verden. Jeg ville møde folk med samme stjernestatus som Elvis og ønskede, at de ville behandle mig som en ligeværdig”.

Han fortsætter: ”Slottsholmen er ikke bare en bygning for mig. Det kan lyde lidt storladent, men jeg vil have det til at være en historie om muligheden for at sigte mod stjernerne, samtidig med at vi forbliver jordnære med hinanden”.

Anerkendt kok

Den anerkendte kok, Stefan Ekengren, fra den roste restaurant, Hantverket, i Stockholm er ansat for også at fornøje smagsløgene i et passende og lækkert madkoncept, dette sammen med kokken Maria Lindén. De lader sig inspirere til menukortet af Björn Ulvaeus’ mange fortællinger fra et spændende liv og mange rejser. Restauranten har åbent dagligt mellem kl. 11.00-23.00, og der er plads til 75-80 personer indendørs, mens omkring 200 vil kunne sidde i den store gårdhave, når vejret tillader det. Men det er en god idé at reservere bord.

Indretningen i restauranten og i suiterne er skandinavisk boheme. Suiterne flirter også med Grækenland, som man kender det fra den aktuelle Mamma Mia! film.

”Der er ingen tvivl om, at Abba er noget nær folkeeje i Danmark, selvom det mest af alt er svensk musikhistorie. Også yngre generationer kender til og holder af Abbas musik. At Björn Ulvaeus nu åbner hotel og restaurant har været på tegnebrættet et stykke tid, og nu er drømmene altså blevet en realitet, som helt sikkert også vil appellere til mange danske fans”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.