En rå og ultimativ test på den nordirske østkyst

Et af de smukkeste huller på banen er 12. hul - et par 3 hul bugten som trussel i højre side. Foto: Ardglass Golf Club

Det er en ganske særlig links-oplevelse at prøve kræfter med Ardglass Golf Club, som har et klubhus indrettet i et gammelt fort helt tilbage fra 1400-tallet.

Ardglass, Nordirland: Fuldstændig ubeskyttet ligger Ardglass Golf Club med en rå beliggenhed ud til Det irske Hav.

En time er der til Belfast – den nordirske hovedstad, mens der er et par timer til lufthavnen i Dublin.

Et luftfoto af en del af Ardglass-banen, som ligger med klipper og slugter til den ene side og den gamle landsby til den anden side. Foto: Ardglass Golf Club

Ardglass har en dramatisk beliggenhed med klipper og dybe slugter, der skal forceres. Nogle af hullerne ligger nærmest ude i det irske hav tæt ved St. Johns Point, og det er ikke kun selve banens design, der er en udfordring. På disse kanter er det ikke usædvanligt snarere tværtimod at det blæser. Måske endda stormer. Det sætter sit naturlige og barske aftryk på scorekortet.

Det lange par 5 hul – 11. hul – er en sand test. Fairway ligger mellem bugten og de høje klitter. Foto: Ardglass Golf Club

En runde på Ardglass er den ultimative test, men banens beliggenhed vil forblive på nethinden for evigt. Og så har banen en bemærkelsesværdig placering med havet og bølgerne til den ene side, mens nogle af hullerne længst inde på land nærmest ligger side og side med den historiske fæstninge- og fiskerby.

Fra syv til 18 huller

Som det er tilfældet med mange andre golfbaner på de britiske øer, så går historien langt tilbage.

Historien om Ardglass Golf Club begyndte i 1896 under ledelse af præsten Thomas MacAfee. Det første anlæg var et 7-hullers layout med en samlet længde på mindre end 1000 yards.

I løbet af de næste 100 år har klubben lejet og siden købt det ekstra jord, der strækker sig ud til Ringfad Point og omkring til den oprindelige Coney Island Bay. I 1907 blev det en 9-hullers bane og forblev uændret i de næste 60 år. I slutningen af 1960’erne blev layoutet udvidet, og 18 hullers banen blev en realitet.

Klubhuset er indrettet i det gamle fort, som har en historie, der mindst går tilbage til 1400-tallet. Foto: Ardglass Golf Club

Klubhus fra 1400-tallet

Klubhuset er indrettet i et tidligere fort, som blev opført i 1400-tallet. Den nuværende bygning startede sin eksistens som et befæstet lager, der fungerede som en sikker havn for importører og eksportører fra det 15. århundrede. Den oprindelige opførelse af slottet begyndte ikke senere end 1405, og i det 18. århundrede blev det omdannet til et familiehus, hvor en ny udvidelse blev afsluttet omkring 1788.

Da havnen blev brugt af den normanniske ridder, Sir John De Courcy, på tidspunktet for hans invasion af Irland i 1177, er det imidlertid meget muligt, at klubhuset har en historie, der går endnu længere tilbage i tiden.

 

Af Jørgen Schultz
i Ardglass, Nordirland