Links i Nordirland som i gamle dage

Royal County Down er én af de britiske øers - ja måske endda verdens - bedste linksbaner.

Brexit har ikke ændret linksgolfen i Nordirland. Den er stadig af høj klasse, og syd for Belfast finder du både ”links for begyndere” og det rene boldmord. GolfXtra har besøgt tre på mange måder vidt forskellige linksanlæg.

Nordirland: Der blev spekuleret meget i lille Nordirlands skæbne, da landet grundet Brexit måtte følge store Britannien ud af EU. Nordirland ligger jo på Den Grønne Ø sammen med EU-medlemmet Irland – hvordan skulle det mon gå?

To ting kan konstateres halvandet års tid senere: Der ses ingen som helst grænsemarkering, når der køres nordpå fra Dublin mod Belfast. Og mens andre brancher ER blevet ramt, så gælder det tilsyneladende ikke turismen. Det er som i gamle dage: Man skal betale med engelske pund i klubhusbaren, og al den fine linksgolf er der stadig.

Linksbanen Royal Portrush – der som den første bane uden for England og Skotland fik æren af at arrangere The Open, det var i 2019 – ligger i Nordirland. Det samme gør Royal County Down, ligeledes links og altid højt oppe på listen over Storbritannien/Irlands bedste baner.

Atypisk links: 2. hul på Kirkistown.

Kirkistown Castle GC

Den vender vi tilbage til. Skulle links være en banetype, du ikke har prøvet kræfter med før, så kan du med fordel indlede dit links-bekendtskab i Kirkistown Castle GC.

Her introduceres du for typiske links-kendetegn som sandet jordbund, faste og bulede fairways, blæst, intet vand i spil, hårde greens, potbunkers, bevoksning bestående af buske og ingen træer, samt græstuer.

Men tuerne er ikke særlig høje – der er slet ikke tale om sandklitter – så Kirkistown har praktisk taget ingen blinde slag. Og bolden er til at finde i græstuerne.

Banen ligger på Ards-halvøen sydvest for Belfast. Ikke “lige inden for første klitrække” – normalt endnu et links-kendetegn – men nogle af de oprindelige 9 huller, klubben er fra 1902, lå faktisk ud til havet. I dag er der både en kystvej og en stribe huse imellem, så man ikke hverken ser eller hører noget til Det Irske Hav.

Forbedret af Open-vinder

I 1929 blev banen udvidet til 18 huller og nogle år senere var selveste James Braid – femdobbelt The Open-vinder og som banearkitekt nok mest kendt for to af banerne på det skotske resort Gleneagles – manden bag en række forbedringer. Iflg. klubbens website udbrød Braid: ”Hvis bare jeg havde noget lignende inden for 50 miles fra London”, da han så banen for første gang.

Den ca. 5.650 meter lange banes mest fremtrædende træk – to højtplacerede, firkantede tårne, som menes at stamme fra vikingetiden – gjorde Braid ikke noget ved. Det meget stejle terræn nær tårnene gør, at man på en håndfuld huller slår sine approachslag lige op i himlen til usynlige greens, kun med flagdugen at sigte efter.

Dét kan man, som jeg, synes er noget møg. Anderledes positive ord fik Kirkistown med på vejen, da manden bag det grundige banebesøgs-website Golf Empire, Ed Battye, skrev, at efter en tør sommerperiode havde greens ”det dér bronzeglaserede udseende”, og at de uden diskussion var bedst på en Nordirlandstur, der også omfattede Portrush og County Down.

Hvis ikke bolden holdes på fairways eller green, venter der svære udfordringer i det vanskelige terræn, som præger Royal County Down. Foto: Aidan Bradley

Royal County Down

Kirkistown er god som ”links for begyndere”, det er Royal County Down ikke. Men den er heller ikke voldsomt skræmmende fra gul tee, dvs. knap 6.100 meter. Fra hvid og blå tee kan man lægge 250 og yderligere 250 meter oveni.

Fairways er ganske brede og alle steder flankeret af anden klipning. Først derefter kan bolden ende i rough, hvor den dog kan findes. Eller inde blandt mandshøje bregner, kolonihavehushøj gorse og retningsubestemt brombær, hvor den IKKE kan findes

På en del huller kan du ikke se landingsområdet for dit drive, men enten er du alligevel ikke i tvivl om retningen, eller også får du hjælp af en sigtepæl. Og ikke mindst af den ene caddie, der er obligatorisk pr. gæstebold – som netop retningsgiver/forecaddie.

De to helt store forskelle i forhold til Kirkistown er banens dramatisk store, buskbevoksede sandklitter. De gør, at adskillige huller, sågar eleverede teesteder, ligger isoleret fra resten af banen.

Og så nærheden til havet, her løber hullerne 1. til 3. inden for første klitrække med stranden lige nedenfor. Siden vender du og spiller 4.-9. den anden vej, ind til klubhuset. På tredje stribe huller, dvs. 10.-14., er du en tand længere fra havet, og klitterne mindre. Og langs højresiden af 15.-18. hul er der ingen klitter/buske.

Det firestjernede spahotel Slieve Donard, med County Down ’i baghaven’.

Ardglass

Royal County Down kan ses som en gåtur i Hotel Slieve Donegals baghave, man slentrer til klubhuset på to minutter. Du kan vælge at bo på dette firestjernede spahotel i byen Newcastle syd for Belfast og køre de 25 minutter til banen Ardglass. Eller du kan bo på det lille B&B tv. for Ardglass’ 18. fairway og køre til Royal County Down.

Indledningshullernes klipper på Ardglass er både dramatiske og skræmmende.

Men gå ikke glip af Ardglass, selv om den trods sine humant lydende knap 5.700 meter absolut ikke er for begyndere. Langs banens fem første hullers venstre side vælter store, forrevne klipper sig mange meter ned i havet. Bolde for langt til venstre er væk, sådan er det bare.

Siden flader banen ud, men kommer på endnu en håndfuld huller helt ud til de mørke klipper, der gør Ardglass unik – og til en meget ukarakteristisk linksbane, selv om hullerne længere inde i terrænet ER links.

Hullerne 1.-3. er en ordentlig startmundfuld. Vel især 2. hul, par 3 og 154 meter, hvor bolden skal flyves hen over en dyb ravine.

11. hul på Ardglass – med navnet St. Johns – er et skønt par 5 hul, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden. Her ses hullet fra green tilbage mod fairway. Foto: GolfXtra

Den barske start afbalanceres dog lidt af det 300 meter lange, venlige afslutningshul. Det genererer birdies, man kan tage med sig ind i klubhuset – en slotslignende bygning, hvis ældste dele er fra 1405 – og snakke om i et forsøg på at glemme sine mistede bolde.

Men Ardglass’ klippehuller – dem glemmer man ikke.

Af Jan Frimodt
i Nordirland