Naturperlen på vestsiden af Mallorca på vej til comeback

Steigenberger-hotellet, som i 2020 blev nyrenoveret, ligger helt ud til 18. green.

Med tyske og schweiziske investorer skal Golf de Andratx-banen genrejses. Lige ved siden af banen ligger et fornemt Steigenberger-hotel.

Andratx, Mallorca: Greenkeeperne på Golf de Andratx  kæmper en brav kamp mod varme, vind og af og til også for lidt vand her på vestsiden af Mallorca. Sådan har det været i årevis, og for nogle år siden blev tårnede de økonomiske problemer sig også op. Anlægget var sendt til tælling.

I 2022 kom der nye ejere på banen. Tyske og schweiziske investorer har ambitiøse planer om at få genrejst banen, som ligger i en enestående natur. Og så med et Steigenberger-hotel som en del af området.

Banen ligger i en skøn natur med mange højtliggende teesteder.



Der er ikke ret mange baner i Middelhavsområdet, som er så spektakulære, betagende – ja også bjergtagende – som denne juvel. En bane, som hurtigt får førstegangsgæsterne til at stille spørgsmålet; Hvem har da fået en ide til at skære en golfbane ind i dette fantastiske stykke natur?

Steigenberger-hotel

Golfbanen har taget navn efter den kendte by Andratx – små 30 kilometer fra Palma. Men anlægget ligger ud til den lille kystby Camp de Mar, som ikke mindst de tyske turister har taget til sig. Ved banen ligger det femstjernede Steigenberger-hotel, og det er en kæde, som sædvanligvis ikke lader noget tilbage at ønske. Sådan er det heller ikke her i Camp de Mar.

En sand perle er 4. hul – et par 3 hul på 150 meter, hvor det går voldsomt nedad mod en green, som er godt beskyttet af en sø.

Når det er lykkedes at få golfbanen passet ind i naturen, så skyldes det ikke kun arkitekten Rodney Barr. Det skyldes i høj grad også, at den skotsk-fødte David McLay Kidd på et tidligt tidspunkt i projektet øste ud af sine kompetencer. David McLay Kidd har blandt andet Bandon Dunes på den amerikanske vestkyst og The Castle Course i St. Andrews på sit fornemme cv.

De 18 huller på Golf de Andratx snor sig rundt med en afvekslende natur. Nogle af hullerne er tætte på ferieboligerne i Camp de Mar, mens andre huller nærmest ligger nærmest isoleret ude i bjergene. Banen ligger i et kuperet område med olivenlunde, mandeltræer, små søer og stensætninger som de barske udfordringer.

Teesteder ligger højt

Flere af teestederne ligger på klippesider, hvor det har været nødvendigt at lade kunstgræs erstatte almindeligt græs, hvilket også er forklaringen på, at gæster på banen får udleveret en stribe plastic-tees, som det er muligt at få ned i kunstgræsset. Glem alt om at anvende den almindelig tee.

I overskriften på denne artikel indgår navnet monster. Forklaringen er den simple, at Andratx-banen har vel nok Spaniens længste par 5 hul. 609 meter måler hul 6 fra bagerste tee… Det gælder ikke bare et laaangt drive, det kræver også nogle habile transportslag, som ud over at være lange også skal være lige, hvis der skal være chance for at nå fornuftigt frem til green.

Banens variation kommer rigtig godt til udtryk netop her efter hul 6. Hvor det netop gjaldt om at slå monster-langt, så er hul 7 et par 4 hul på blot 229 meter. Der er et smalt udslag fra tee, men den virkelige udfordring kommer fremme ved green, som er bygget i et område, som er afskærmet med en stenmur.

Efter hul 8 – et par 4 hul på 391 meter – som måske er en af banens allerbedste golfhuller, så venter der en særpræget oplevelse.

Und dig selv en pause efter 8. hul i det særprægede Halfway House. Her er lækkerier på grillen og kolde drikkevarer.

Halfway House

Oppe til højre for green på hul 8 ligger et stenhus, hvor der skimtes borde, bænke, barstole og parasoller. Det er det såkaldte Halfway House på banen. Her serveres der forfriskninger, og da der er mange tyske gæster i området, så er der selvfølgelig både Thüringer-pølser og Curry Wurst på menuen.
Her kan der så holdes pause med udsigt ud over bjergene og ned over et par af hullerne. Hul 9 er et kort par 3 på bare 121 meter, så det er hurtigt at blive flettet tilbage i det normale spille-flow igen. Und dig selv pausen.

Også på de sidste ni huller kan der ses frem til flere udfordringer, og huller veksler fortsat i længde. De to par 4 huller – hul 11 og 14 – er rigtig gode eksempler. De er henholdsvis 403 og 273 meter, men hvor det korteste af hullerne sagtens kan komme til at volde de største kvaler.

Det afsluttende hul på Andratx-banen er en sand perle med masser af vand lige omkring green. Foto: GolfXtra

Golf de Andratx slutter med et herligt par 5 hul – dogleg venstre på 435 meter, hvor der er masser af plads i drivet, men hvor det så ellers strammer til, når greenen kommer tættere og tættere på. Hele vejen frem mod green er der vand til venstre for fairway, og der skal også slås ind over vand for at komme på green. Alt kan reelt sættes til fremme ved green.

En golfmæssig herlig afslutning på en runde på en bane, som ikke bare naturmæssigt er noget for sig selv, men hvor der samtidig er udfordringer i rigt omfang.

 

Af Jørgen Schultz
i Camp de Mar, Mallorca, Spanien