HimmerRiget med i “En Gastronomisk Rejse i Danmark”

I HimmerRiget er de særdeles glade for at være en del af, "En Gastronomisk Rejse i Danmark."

Det er 20 år siden den sidst blev udgivet, men nu har Claes Bech Poulsen, Bent Christensen, Casper Harboe og Ludwig Brechmann endnu engang startet den smukke gamle Rolls-Royce Silver Cloud III op til endnu en tur rundt i Danmark for at besøge landets bedste madscener.

Denne gang var HimmerRiget at finde på ruten, som også gik forbi blandt andre Noma, Søllerød Kro, Lyst og mange flere fra den ypperste madscene i Danmark.

Om besøget i HimmerRiget skriver de blandt andet:

“Restaurantchef Mads Kongsgaards køkken rummer en dybfølt kærlighed til fermenteringsteknikker, der pirrer både vores nysgerrighed og smagsløg. Fisk modnes “kombujime-style” i lag med tang, der salter fisken og gør den nærmest transparent.

Den toppes med selleri og butternutsquash, der er fermenteret i sake med salt og kombutang, tapiokaperler rørt med røget olie og ørredrogn med æble og Noilly Prat sørger for nytænkning, syre, salt og sprøde konsistenser til de ældgamle konserveringsmetoder.

Det lyder vildt, og det er det – i hvert fald vildt spændende. Men alt går op i en højere enhed, og vi svæver fra HimmerRiget til vores værelser på en sky af indtryk, der har sat aftryk i vores gastronomiske hukommelsescenter.”

Der kræses om gæsterne i HimmeRiget i det nordjyske.

Stor betydning

Både Director of F&B Daniel Ditman Pedersen og Køkkenchef i HimmerRiget Mads Kongsgaard er naturligvis glade for at være en del af, “En Gastronomisk Rejse i Danmark.”

“Vi er selvfølgelig meget stolte af at være en del af Danmarks absolutte top, når det kommer til gastronomiske oplevelser, og vi er glade for den anerkendelse det er, at blive nævnt sammen med nogle af landets bedste restauranter,” siger Daniel og Mads stemmer i:

– Det betyder rigtig meget for hele teamet, at vi kan sætte HimmerRiget på det gastronomiske landkort og HimmerLand som destination. Det er det jeg, og resten af teamet arbejder for hver dag – nemlig at give vores gæster en rigtig god madoplevelse, så det er vi selvfølgelig meget glade for at være en del af.

Af Jørgen Schultz