Tysk kvalitetsgolf ude i Østersøen

Få meter fra første tee ligger bygningen med de store og moderne ferielejligheder. Foto: GolfXtra

På trods af en længde på knap 5400 meter er Schloss Ranzow-banen på den tyske ø Rügen en udfordring krav om præcision. GolfXtra har været på besøg på øen.

Rügen, Tyskland: Hvis det gælder om at checke in på et golfresort, hvor der er fred og ro, samtidig med at der er kvalitet både på golfbanen og på den kulinariske front, så er der al mulig grund til at se nærmere på Schloss Ranzow på den nordøstlige side af Tysklands største ø, Rügen.

LÆS MERE: Træk stikket og nyd slots-idyllen på Schloss Ranzow

Ranzow, hvis omtumlede og til tider dramatiske historie går næsten et tusinde år tilbage, ligger lige i udkanten af Nationalpark Jasmund. Et stort skovområde ud til kysten, hvor et af trækplastrene er den såkaldte Königsstuhl – med en udsigtsplatform øverst oppe over den imponerende kridtklint.

Banens signaturhul er 12. hul – et dejligt par 3 hul, hvor søen for alvor er i spil. Ofte er der også modvind på hullet. Foto: GolfXtra

Betagende udsigt

På første tee på golfbanen er der en imponerende udsigt ud over Østersøen. Fra flere af de højtliggende teesteder og greens bliver spilleren mindet om, at her er andet end bare golf. Udsigten er betagende.

Golfbanen, som godt nok er omkranset af træbælter til flere af siderne, er ganske åben. Vinden kan derfor ofte være en faktor på Rügen, og bliv ikke overrasket hvis vindretningen skifter flere gange på den samme runde. Sådan er det med baner med så tæt beliggenhed ved havet.

Allerede på de første tre huller giver banen et rigtig god indtryk af, hvad det handler om på Schloss Ranzow-banen. På flere af hullerne går det enten nedad fra et højtliggende teested eller det modsatte med en green, som der skal spilles op til.

Hul er er et par 4 på 349 fra gul, hvor det netop drives ned mod en fairway. Hul 2 er igen et par 4 hul, men selv om det kun er 280 meter, så er det stort samme sværhedsgrad, fordi det nu engang kan være vanskeligt at få den rette længde på indspil til højtliggende greens.

Søen er ikke blot i spil ved indspillet til green på 15. hul. Når der skal drives ud på hul 16, ligger søen foran teestederne. Foto: GolfXtra

Hul 3 er et par 4 på 291 meter, hvor det går nedad. De rigtigt langtslående kan drive green, selv om green er rigtig godt beskyttet af bunkere.

Første ni huller er markant kortere

De første ni huller er i øvrigt markant kortere end bag ni. 2473 meter er de første huller fra gul og 2106 meter fra rød.

Hullerne bliver samlet set anderledes længere på de sidste ni huller. 2924 meter er længden på bag ni fra gul tee samt 2478 fra rød tee.

Banens signaturhul er hul 12 – et par 3 hul på 143 meter fra gul og 113 fra rød tee. Teestedet ligger oppe, og der slås ned mod en green, som er beskyttet af en sø i venstre side samt en bunker på højre side. Ofte kan der være modvind på hullet, som gør det vanskeligt at få den rette længde.

Fire søer er der rundt på banen – alle sammen placeret tæt ved green.

Oversigtskortet fra Schloss Ranzows golfbane. Illustration: Schloss Ranzow

Det kan godt være, at Schloss Ranzow-banen er kort, og der er en række forholdsvis lette huller – eksempelvis par 4 hullerne 7 og 8 på kun 244 og 289 meter -, men der er kvalitet over banen.

 

Af Jørgen Schultz
fra Rügen, Tyskland