Pebble Beach skal da prøves; Once in a lifetime

Det kan på én og samme tid være både smukt og barskt på Pebble Beach ud til Stillehavets dramatiske bølger. Foto: Visit California

Med Stillehavets – af og til barske bølger – som kulisse kan det være skræmmende at prøve kræfter med Pebble Beach. Men det bliver nok ikke mere spektakulært. Priserne begynder ved cirka 25.000 kroner for et tre-dages ophold.

Der er en afgørende forskel på eksempelvis golf, fodbold og tennis.

Hvor fodbold- og tennisspillere kun kan drømme om at spille på de allerstørste scener som Nou Camp og Wimbledon, så er det muligt for os almindelige golfere at træde ind på nogle af de baner, hvor verdens allerbedste skriver historie og finder deres major-vindere.

Ta’ nu eksempelvis Pebble Beach – kulisse omkring 2019-udgaven af US Open. Det er vist med den bane, som det er med meget andet her i livet. Det skal da prøves; Once in a liftetime.

Åndeløs. Spektakulært. Sådan ligger flere af hullerne på årets US Open-banen i Pebble Beach.

Det er hammerdyrt at spille på Pebble Beach.

Men for at få en forestilling om, hvor stor en oplevelse det vil være at spille Pebble Beach, så lad os tage dette citat fra Jack Nicklaus – manden med 18 majortitler:

– Hvis jeg kun havde en runde golf tilbage, så ville jeg vælge at spille på Pebble Beach. Jeg har elsket denne bane, lige siden jeg så den første gang. Det er måske en af de bedste baner i verden. Citat slut fra Jack Nicklaus.

Enestående resort

Pebble Beach har ikke bare US Open-banen, der er så rigeligt at vælge mellem. Og så er her et resort, som også gør livet uden for golfbanerne værd at leve. Restauranter, barer, swimmingpools og fortrinlige indkvarteringsmuligheder.

Signaturhullet når spillerne på hul nummer syv. Et par 3 hul – ofte lige ind i vinden. Med skrænter i højre side og en nærmest mikroskopisk green handler det om præcision og atter engang præcision. Lige omkring 100 meter er hullet. Men det er her, at spillere har lyst til at prøve igen og igen fra teestedet. Det er blot et af flere huller, som ligger helt ude ved Stillehavet.

Der er mange indkvarteringsmuligheder på Pebble beach resortet. Her er det Lodge pebble beach. Foto: Visit California

Hvad koster det

GolfXtra har set nærmere på nogle af de pakke-tilbud, som kan findes på Peeble Beach Resort’s website.

Tre nætter med overnatning samt tre runder på Peeble Beach Golf Links (US Open-banen), Spyglass Hill Golf Course og The Links at Spanish Bay har startpriserne ved 3.925 dollars – svarende til omkring 25.000 kroner. Dertil kommer så omkostningerne til flyrejsen, mad og drikke samt bolde…

Af Jørgen Schultz