Santa Clara-corner er højdepunktet

Santa Clara-banen, som fylder 20 år i 2021, ligger ganske tæt ved Marbella i en herlig natur.

Hullerne 12,13 og 14 kan meget let bliver afgørende for, hvor god scoren på Santa Clara-banen lidt øst for Marbella bliver.

Marbella, Spanien: Lidt øst for Marbella ligger Santa Clara-banen, hvis historie går tilbage til 2001. Banen er nem at komme til og ligger lige ud til den trafikerede Nacional 340-strækning.

Med sin beliggenhed tæt ved Marbella har Santa Clara en central placering på Solkysten. Banen er par 71 og tilhører ikke de længste. Herrerne har fra gul tee 5558 meter, mens damerne kan nøjes med 4856 fra rød tee. Fra de bagerste klodser er banen lige knap 6.000 meter

Historien går tilbage til 2001

Historien om Santa Clara Golf i Marbella går tilbage til 2001. Banen er designet af Enrique Canales Busquets og ligger kun få minutter fra centrum af Marbella foran Los Monteros Hotel Resort og lige bag Costa del Sol Hospital.

Klbuhuset ligger med en pragtfuld udsigt ud over store dele af baneanlægget.

Et af højdepunkterne på banen er den såkaldte Santa Clara Corner – hullerne 12, 13 og 14, som er henholdsvis et par fire, par tre og et par fem hul. Det er her, der skal holdes sammen på scoren, alt imens der fra hul 12 er en spektakulær udsigt ud over Middelhavet og med Gibraltar-klippen helt ude i det fjerne.

Men der er også et minus på banen; Særligt på nogle af de første huller virker pladsen lidt trang, og man kan have en fornemmelse af, at spillerne kommer fra alle retninger, og der er lidt for mange bolde i luften.

Det rokker dog ikke ved, at Santa Clara er en af de baner, som er med til at fastholde det gode ry med rigtige mange gode golfoplevelser på Costa del Sol.