To nye golfklubber tilslutter sig HimmerLands greenfee-aftale

HimmerLand ligger ca. 45 minutter sydvest for Aalborg og 1 time og 15 minutter nordvest for Aarhus. Pressefoto

I årets første måned af 2024 kunne HimmerLand fortælle om et helt nyt greenfee-samarbejde med nogle af landets mest anerkendte golfklubber. Nu har 2 yderligere tilsluttet sig samarbejdet.

Den 1. januar 2024 trådte HimmerLands nye greenfee-aftaler med seks af Danmarks mest anerkendte golfklubber i kraft. Nu stiger det tal til 8.

Nu har både Lübker Golf & Spa Resort og Esbjerg Golfklub tilsluttet sig samarbejdet, og det vækker ifølge en pressemeddelelse begejstring hos Golf Manager i HimmerLand, Joan Ejlertsen.

– Det er fantastisk, at vi nu kan give både HimmerLands klubmedlemmer endnu flere muligheder for at komme rundt i landet og spille på nogle af Danmarks bedste golfbaner. Det glæder mig især, at det netop er Lübker og Esbjerg, der har valgt at tilslutte sig vores greenfee-aftale, fordi de begge er kendt som top-professionelle baner med spændende baneforløb, som jeg er sikker på, at HimmerLands klubmedlemmer nok skal få glæde af.

De nye greenfee-aftaler er indgået med tanken om, at de fuldgyldige medlemmer i de respektive golfklubber, som er en del af samarbejdet, kan få en favorabel pris på greenfee. Samtidig får de muligheden for at udforske golfbaner af høj kvalitet indenfor banelayout og –pleje flere forskellige steder i Danmark.

Lübker Golf & Spa Resort. Pressefoto

Et godt samarbejde

Hos Lübker Golf & Spa Resort glæder man sig også over indtrædelsen i greenfee-samarbejdet.

– Det er skønt, at vi nu kan give vores medlemmer mulighed for at komme til HimmerLand at spille til en rigtig fornuftig pris. Vi udvælger vores samarbejder ganske nøje, og der ser vi et rigtig godt samarbejde med HimmerLand, som også er garant for super golfbaner. Derudover er jeg spændt på at se, hvad HimmerLands klubmedlemmer siger til vores baner – så det ser vi rigtig meget frem til, og vi glæder os til samarbejdet, siger Golf Manager hos Lübker Golf & Spa Resort, Hans Knudsen.

Af Jørgen Schultz

FAKTA

HimmerLand har indgået nye greenfee-aftaler med følgende klubber:

  • Aalborg Golfklub
  • Stensballegaard Golf
  • Lyngbygaard Golf
  • Silkeborg Ry Golfklub
  • Holstebro Golfklub
  • Odense Golfklub
  • Lübker Golf & Spa Resort
  • Esbjerg Golfklub

Om de nye greenfee-aftaler:

  • Der gives 33% i rabat af den til enhver tid gældende pris (priserne er dynamiske)
  • Prisen kan ikke komme under 300,- DKK pr. runde
  • Par 3-banen er undtaget
  • Gyldigt DGU-medlemskort skal medbringes og forevises
  • Flexmedlemmer og Long-distance medlemmer har ikke ret til at benytte ordningen