Apollo lancerer nyt sportshotel i Dubai

Tæt ved JA Beach-sportshotellet er der muligheder for golf. Foto: Apollo

Apollo åbner nu nyt sportshotel i Dubai, som bliver det 11. rene sportshotel under Apollo Sports-paraplyen. Golfbanen ligger tæt på.

De seneste år er efterspørgslen efter Apollos træningsrejser kun steget. Og salget af rejsearrangørens sportshoteller fortsætter med at sætte regelmæssige rekorder. Mange af Apollo Sports-hotellerne er allerede blandt Apollos mest populære hoteller for både efterårs- og vintersæsonen, og nu tilføjer Apollo endnu et hotel til rækken – det første af sin slags i Dubai.

– Apollo Sports er vores hurtigst voksende hotelkoncept, og flere af hotellerne er samtidigt blandt vores hoteller med den højeste kundetilfredshed. Interessen vokser bare hvert år, og vi arbejder derfor også løbende på at udvide tilbuddet – både i form af hoteller, træningsmuligheder og konkrete træningsrejser. I dag tilbyder vi Nordens bredeste træningskalender og har arrangementer 52 uger om året. Det er vi stolte af, fortæller Daniel Giray, sportschef hos Apollo i en pressemeddelelse.

Ja Beach-hotellet ligger helt neden i strandkanten. Foto: Apollo

JA Beach – et alsidigt sportshotel

Alle Apollo Sports-hoteller har særligt fokus på kvalitetssikring på alle niveauer, førsteklasses faciliteter og infrastruktur, professionelle instruktører samt sund mad. Men hvert hotel har herudover sin egen unikke karakter. Hvor flagskibet Playitas Resort favner bredt med sine imponerende en million kvadratmeter motionsglæde inden for alt fra cykling og svømning til holdtimer og fitness, fokuserer andre mere på eksempelvis yoga og surfing. Et par af hotellerne har desuden deres eget akademi for børn i skoleferierne.

Det seneste Apollo Sports-hotel i rækken, JA Beach i Dubai, byder også på noget helt unikt. Hotellet har en uovertruffen beliggenhed på stranden og tilbyder en bred vifte af træning og aktiviteter for hele familien – fra holdtimer, et veludstyret fitnesscenter, padel, tennis og golf til et separat vandsportscenter med mulighed for både SUP, kajak, vingefolie, sejlads og kitesurfing . JA Beach huser desuden sin egen hestestald, hvor gæsterne har mulighed for at tage ridetimer.

– Målet med Apollo Sport har altid været at tilbyde kvalitetssikrede rejser, hvor sport og motion er i centrum. Derfor er alle hotellerne også nøje håndplukket. Samtidig udvikler vi løbende vores portefølje – både i forhold til de træningsformer, vi tilbyder, og hvem vi samarbejder med af professionelle instruktører og spillere, så alle kan finde den ultimative træningsrejse – uanset hvem du er, eller hvad dine præferencer og dit udgangspunkt er, slutter Daniel Giray.

Af Jørgen Schultz