Costa Navarino: En fuldblodsdestination

12. hul på den ene Hills-bane med udsigt ned over Costa Navarino-bugten og dens forbjerge.

Yderligere 36 huller og endnu større hotelkapacitet vil gøre græske Costa Navarino til et sted, hvor det bliver svært at kede sig i en golfuge.

Costa Navarino, Grækenland: Først var der 18 huller på Dunes Course. Så kom 18 mere i form af Bay Course. Og når Hills Course i februar 2022 slår dørene op for 36 huller, er Costa Navarino at betragte som en fuldblodsdestination i det land, golfrejsernes middelhavsbølge ellers i årtier skyllede udenom: Grækenland.

Bay Courses klubhus er på spektakulær vis bygget ind i skråningen.

Hotelkapaciteten vokser også. De 765værelser, suiter og villaer, der fra begyndelsen i 2010 har ligget ved Dunes Course, udvides med 300 værelser, suiter og villaer placeret inde på eller nær Bay Course. Nogle af disse står klar til sommer, resten i 2023.

Costa Navarino ligger på vestkysten af halvøen Peloponnes, en god halv times kørsel fra Kalamata lufthavn. Hills-banerne er placeret i terrænet oven for og meget tæt på Bay Course. Derfor kommer man ikke ned til havet på runden, sådan som man gør på Bay og Dunes. Sidstnævnte ligger 10 minutters kørsel væk.

Der bygges ikke hotel ved Hills Course-banerne – trods god plads, for de to gange 18 huller og deres fælles klubhus spreder sig over et 500 hektar stort område. En 18-huls bane fylder normalt 60-70 hektar.

Olazábal Design står bag de to nye baner på Costa Navarino. Her er det Bay Course.

Olazábal Design har sat stregerne

Ryder Cup-stjernen José María Olazábals banearkitektfirma, Olazábal Design, står for projektet, der ikke lige var sådan at gå til, for det ligger i et stenet bjergområde. Man var indledningsvis nødt til at skrælle den øverste halve meter sten og jord væk fra halvdelen af området. Et arbejde, der udgjorde godt 10 procent af de 36 hullers omkostninger på ca. 150 mio. kr.

Det fortalte Matthias Nemes, da jeg besøgte Costa Navarino i 2019. Østrigeren har arbejdet for Olazábal Design i over 20 år og betegner sig selv som den, der kører firmaet.

Hills-banerne – helt præcist hedder de International Olympic Academy Course og Hills Course – måler henholdsvis 6.460 og 6.280 meter fra backtee. Førstnævnte er sværere, hullerne ligger tættere, og den byder på fabelagtig havudsigt. Som fx fra 12. hul, et par 3 placeret helt ude på kanten af skråningen, dér får man sgu svært ved at koncentrere sig om at ramme greenen …

Fra store dele af Hills Course vender udsigten ’den anden vej’, altså ind i landet og op mod bjergene i det fjerne. Olazábal kalder den mindre ”posh” og mere en naturbane, hvor hullerne er spredt ud, og hvor man kan nyde landskabet og duftene fra vildtvoksende enebær, timian, rosmarin og lavendel.

Et flot klubhus

Begge baner har sandcappede fairways, lige som Dunes og Bay. Sand, der har skullet transporteres til, og op i, terrænet. Dén slags koster.

Klubhuset bliver flot – men ikke så spektakulært som Bay Courses klubhus, der sidste år blev kåret til til Clubhouse of the Year af websitet Golf Inc. Fuldt fortjent, jeg har aldrig oplevet så naturligt placeret og bæredygtigheds-gennemtænkt et klubhus.

Huset er kun i to etager. De er til gengæld meget brede og bygget ind i skråningen på den store jordknold, som den Robert Trent Jones Jr.-designede bane løber rundt om.

Fra klubhuset er der den skønneste udsigt ud over Navarino-bugten.

Det hele er gjort meget smart og elegant. Ovenpå er klubhuset fuldstændig dækket af jord, græs, buske og blomster. Der er også blevet plads til et backtee-sted til 1. hul.

Når man ankommer i bil til klubhuset, er det som at køre ned i et stenbrud med velfriserede vægge på alle sider. Indgangspartiet har en dobbeltdør ind til klubhuset, men ikke et eneste vindue.

Smukkeste sceneri

På modsatte side er der bar, restaurant, opholdsrum og, under tag men i det fri, bygningens absolutte clou: terrassen. Fra en 70 meter bred udkigspost neden for udspiller sig det smukkeste sceneri: 1. teested, 18. green og lidt længere væk – men ikke så langt endda, for 2. hul løber langs dens bred – Costa Navarino-bugten indrammet af lave og lidt højere forbjerge.

Ferieboliger med græs på taget.

Til klubhusets nederste etage er der kun adgang fra banesiden. Etagen rummer pro-shop, omklædningsrum, starterkontor og garage til de buggies, som er obligatoriske. Dels fordi Bay Course er meget kuperet, dels fordi der er meget langt mellem nogle af hullerne.

Klubhuset er designet af det græske arkitektfirma Aeter. I sommeren 2019 dannede det nogle uger rammen om et pop up-besøg fra Funky Gourmet, en tostjernet Michelin-restaurant, der normalt har hjemme på Hotel Hilton i Athen.

De nye suiter og villaer, som bliver placeret inde på Bay Courses område, er lige som klubhuset føjet ind i det skrånende terræn på fornem vis, også de med al mulig bevoksning på taget.

Af Jan Frimodt

SE MERE