Dansk Golf Union skal have ny bestyrelsesformand

Jim Staffensen takker af som formand for Dansk Golf Union. Foto: Claus Fisker

Efter fem år på posten takker Jim Staffensen af, når der er repræsentantskabsmøde i DGU til marts 2019.

København: Dansk Golf Union skal have ny formand efter sit næste repræsentantskabsmøde i marts 2019.

Dansk Golf Union oplyser, at Jim Staffensen stopper efter at have siddet 13 år i DGU’s bestyrelse, heraf de sidste fem som formand.

– Det føles som om, det er det rigtige tidspunkt at lade nye kræfter komme til, siger Jim Staffensen, der bliver 66 år til sommer.

Hans bestyrelsesperiode er faldet sammen med en periode, hvor golf i Danmark, såvel som i andre lande, har måttet kæmpe hårdt for at holde fast i sine udøvere.

– Jeg er stolt af vores samlede arbejde med at transformere DGU til de nye rammebetingelser og vilkår, der er i idrættens verden. Golf har jo stor konkurrence fra sportsgrene som cykling, løb og fitness, hvor man også kan planlægge sport efter sin egen rytme, fortæller han, hedder det i en pressemeddelelse fra DGU.

– Jeg kommer til at savne de mange fantastiske klubformænd og bestyrelser, jeg har mødt gennem årene, fortsætter han.
Staffensen fortsætter også indenfor sporten. Han sidder i bestyrelsen for European Golf Association (EGA). Han er bestyrelsesmedlem i den fond, der driver Haarby-Hallerne, og han repræsenterer Danmarks Idrætsforbund i Sport Event Fyn.