En uforglemmelig fiskebuffet i Bagenkop

Fra Bagenkop Kro er der kun få minutters gang til lystbådehavnen. Foto: Bagenkop Kro

Nede på sydspidsen af Langeland ligger Bagenkop Kro, som er ved at blive landskendt for en fantastisk fiskebuffet.

Bagenkop, Langeland: Varmrøget laks m. birkes og krydderi, røget smørfisk m. peberrodscreme, blæksprutteringe og indbagte rejer, røget og dampede muslinger, pandestegte fiskefileter, tigerrejer og krebs.

Det er blot noget af alt det, som indgår i fiskebuffet’en på Bagenkop Kro. For der er meget mere.

Velbekomme. Fiskebuffet’en på Bagenkop Kro er ganske enkelt enestående. Foto: Bagenkop Kro

Det nærmer sig en folkevandring. Interessen for den fiskebuffet, som tilbydes på Bagenkop Kro, er kendt af rigtig mange rundt i det ganske land.

Også på hverdagene

Selv på hverdage kommer folk fra hele landet til Sydlangeland for at indlogere sig på Bagenkop Kro, hvor de for 500 kroner får både mad og overnatning. Kroen råder efterhånden over 55 dobbeltværelser på flere adresser i byen.

– Det er mængden, der gør det, siger krovært Flemming Johansen.

Sådan lyder det i det lokale dagblad Fyens Amts Avis, som også har stillet skarpt på den succeshistorie, som opholdene på Bagenkop Kro er blevet.

Opskriften på kroens succes er pakketilbud, hvor man for godt 500 kroner pr. person får eftermiddagskaffe og kage, fiskebuffet, vin, overnatning og morgenbuffet.

Ikke alle gæster i restauranten overnatter, men mange kommer i forbindelse med pakkeopholdene, som sælges gennem Jysk-Fynske Mediers deal.dk og tilsvarende udbydere.

Kroen ligger i hjertet af Bagenkop. Foto: Bagenkop Kro

På selve kroen i Østergade 15 er der 20 sengepladser, og derudover har kroen 25 dobbeltværelser, som er indrettet på havnen i Sydlangelands Maritime Efterskole. Kroparret var en del af den lokale investorgruppe, som købte den tidligere efterskole i 2016.

Fra kroen og ikke mindst fra værelserne på den tidligere efterskole er der kun få minutter til havnen.