Hipt københavner-hotel går med i Small Danish Hotels

Med sin indtræden i Small Danish Hotels bringer Skovshoved Hotel antallet af hoteller i den landsdækkende kæde op på 79.

Med udsigt til international markedsføring og bredt fagligt netværk træder Skovshoved Hotel nu ind i rækken af individuelt ejede kroer og hoteller hos Small Danish Hotels.

Skovshoved: Skovshoved Hotel nord for København har koblet sig på kæden af privatejede hoteller, kroer og herregårde under Small Danish Hotels. Det historiske badehotel ønsker at positionere sig stærkere i markedet og få adgang til det brede faglige netværk af individuelt ejede hoteller i Danmark og på den internationale overnatningsscene.

–  Vi vil gerne styrke kendskabet til vores hotel, der giver gæsterne mulighed for at bo i fredelige omgivelser ud til vandet og kun et smut fra storbyen. Med Small Danish Hotels får vi et talerør til gæster fra både nær og fjern, og kan sparre med det langstrakte netværk af hoteller i Danmark og udlandet. På Skovshoved Hotel er hygge og høj service i højsæde, og på den måde er Small Danish Hotels en oplagt samarbejdspartner for os, siger hoteldirektør Eva Nadelmann Haahr.

10. generation

Hun er 10. generation Nadelmann på det familieejede Skovshoved Hotel. Hotellet har rødder tilbage til 1660, hvor det første gang bød gæster velkommen som gæstgiverhus. De seneste mange år har Skovshoved Hotel haft status som et eksklusivt badehotel med kompromisløs varm betjening og særdeles attraktiv placering, der gør hotellet relevant som destination for det gastronomiske weekendophold, såvel som for møde- og konferencegæster.

Skovshoved Hotel har et herlig beliggenhed tæt ved Øresunden.

Det nordsjællandske badehotel ligger syv kilometer fra Københavns centrum og er af Rejsemagasinet Condé Nast Traveller kåret til et af verdens hippeste hoteller. Den æstetiske bygning tæller 22 stilfuldt, men hjemligt indrettede værelser og byder desuden sine gæster på havudsigt, lounge, møde- konference- og festlokaler, restaurant og bar.

Beliggenheden i det historiske fiskerleje ved Øresund og Skovshoved Havn tæt på skove og parker og kort fra storbylivet i København er især efterspurgt blandt fynske, jyske og skandinaviske gæster. Derfor er det gamle gæstgiveri også en fornem fangst for Small Danish Hotels, der ønsker at øge sin tilstedeværelse i Københavnsområdet.

– Skovshoved Hotel er et stjerneeksempel på et hotel, der konceptmæssigt rammer direkte ned i vores kerneværdier om historie, hygge og varmt værtsskab, og samtidig har det en beliggenhed og en kvalitet, der gør det relevant for en meget bred målgruppe. Nordsjælland er rasende populært blandt vores gæster, og vi er meget glade for at indgå samarbejde med et af Sjællands allerbedste hoteller, siger Jørgen Christensen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*