Korenium Golf & Beach Resort er en sand perle – beliggende ikke langt fra den maleriske havneby Kyrenia på øens nordside, som hører under Tyrkiet.
Karragac, Cypern: Fra terrassen på hotellet – og fra store dele af golfbanen – er udsigten fænomenal. Det blå middelhav kan ses ude i det fjerne, og saktidig er der på landsiden udsigten til Femfingrebjergene. Det er navnet på disse bjerge, som faktisk ligner en hånd med fem fingre.
Korenium Golf & Beach Resort ligger på nordsiden af Cypern, hvilket er den tyrkiske del af øen. Danske turister og golfspillere kender nok bedst den sydlige del, som er styret af grækerne. Men der er ikke noget at komme efter heroppe i den tyrkiske del. Ude i horisonten ligger det blå Middelhav til den ene side. På landsiden er der udsigt til de majestætiske Femfingrebjerge. Sådan hedder disse bjerge, som på lang afstand med lidt fantasi danner en hånd med fem fingre.
Korenium-anlægget overrasker ganske betragteligt. For gælder det om at finde en dramatisk golfbane med en spektakulær udsigt ud over Middelhavet, så er ingen rejst forgæves her til Nordcypern – ikke langt fra den malerisk smukke havneby Kyrenia.
Halv time fra lufthavnen
Cypern rummer en dramatisk historie, efter at tyrkerne besatte den nordlige del af øen tilbage i 1974. FN-soldater har kontrolleret skillelinjen midt på øen, og der har da også været fredsforhandlinger. Men det er aldrig lykkedes at nå til enighed, og den dag i dag er det ingen – ud over Tyrkiet selv – der anerkender, at den nordlige del er underlagt Tyrkiet.
Golfresortet ligger godt en halv times kørsel fra Ercan-lufthavnen tæt ved Cyperns hovedstad Nicosia. Eller Lefkosia, som tyrkerne kalder byen. David Helmstock og Peter Harradine designede banen i et område, som præges af en naturlig skov med fyrre-, oliven- og johannesbrødtræer. Banen åbnede i 2007. Oliventræerne har sin helt egen historie på anlægget. Ikke blot kan træerne være til gene, når golfspillerne har bolden ude af position. Men samtidig giver træerne hvert år omkring 10.000 ton oliven. 20 procent anvendes på hotellet, mens resten sælges.
Moderne vandingsanlæg
For at få vand i spil blev der anlagt to søer, som samtidig anvendes som reservoir. Det er fra søerne, at der pumpes vand til vandingsanlæggene, så banen er grøn hele året rundt – selv om sommeren, hvor temperaturer på over 40 grader ikke er usædvanlige. På banens 16. hul – et snedigt par 4-hul på godt 400 meter – er den ene af de to søer i spil. Double Trouble hedder hullet. Hul 16 kandiderer til at være banens signaturhul.
En anden kandidat er hul 4 – et dramatisk par 3-hul, som måler 180 meter fra gul tee og 150 meter fra rød tee. Men mellem teestedet og green er der en gigantisk kløft, så drivet skal sidde lige i skabet. Vær dog ikke bange for at slå for langt, for bag ved green er der masser af plads.
Banen imponerer med en fornem kvalitet, som godt kan overraske, når man tager de klimamæssige udfordringer i betragtning. Det kan blive knastørt her i bjergområderne, men golfbanen er grøn hele året. Layoutet kræver omtanke og masser af strategiske overvejelser. Små og store raviner rundt på banen kan på flere huller gøre rigtig ondt på scorekortet. Greens er ganske hurtige, og de fleste af dem er ondulerede og samtidig ganske store.
Komfortable værelser
Overnatningsmulighederne på resortet ligger i en bygning lige ved siden af klubhuset med restauration og bar. Det er i klubhus-bygningen, at bespisningen foregår. Ophold på Korenium Golf & Beach Resort er oftest med halvpension – morgenmad og aftensmad.
Både morgenmad og aftensmaden serveres som buffet. Desuden er der restauranten The Valley Restaurant, som er en a la carte-restaurant med et menukort med både lokale og internationale retter. Bespisningen efter golfrunderne foregår i klubhuset – med muligheder for at sidde ude på terrassen med udsigt ud over bane, havet og bjergene.
86 store og velindrettede værelser rummer resortet. Værelserne med udsigt ud over havet er på 44-50 kvadratmeter med opholds- og soverum, badeværelser med badekar, tv og adgang til trådløst internet uden beregning. Værelserne, der har udsigt ud over bjergene, er mindre på 31-36 kvadratmeter. I alle værelser er der centralvarme og aircondition, og der er en altan til samtlige værelser, hvor der er rigtig god plads til også at kunne sidde udendørs og nyde udsigten.
For dem, der rigtig vil kræse og stiller større krav, er der også mulighed for at vælge de såkaldte Delight Elite Room og de luksuøse junior suiter med kæmpesenge. I junior-suiterne er der også jacuzzi.
Korenium Golf & Beach Resoret er for dem, der ønsker en unik golfoplevelse med velindrettede, store værelser og med mulighed for masser af ro og fred. Hvis det gælder om tanke ny energi uden masser af festivitas, så er det nordlige Cypern så absolut et sikkert valg.
Af Jørgen Schultz
på Cypern