For andet år i træk: Golfklubberne i Danmark mister igen medlemmer

Golfklubberne i Danmark har samlet set mistet medlemmer det seneste år. Foto: GolfXtra

De danske golfklubber har oplevet en lille tilbagegang i antallet af medlemmer.

København: For andet år i træk har de danske golfklubber samlet set mistet medlemmer. Det viser den medlemsstatistik, som Dansk Golf Union årligt udarbejder, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Golf Union.

De 189 danske klubber har nu 148.570 aktive medlemmer, hvilket er et fald på 474 medlemmer i forhold til 2018.

– Det er et meget beskedent fald, og det viser, at vi stadig er rigtig gode i Danmark til at fastholde vores medlemmer, når vi sammenligner os med andre europæiske lande, siger Morten Backhausen, der er direktør i Dansk Golf Union.

Vigtigt med rekruttering

Han understreger dog, at dansk golf risikerer at stå i en alvorlig situation, hvis ikke vi bliver bedre til at rekruttere nye spillere.

– Danske golfspillere bliver i gennemsnit hele tiden ældre, og vi kan se, at hvis vi ikke bliver bedre til at få nye mennesker ind i klubberne, så vil vi opleve et fald i medlemstallet hvert år de næste år, siger han.

Antallet af golfspillere har været meget stabilt omkring de 150.000 de sidste ti år. I perioden fra 2014 til 2017 var der en beskeden stigning i antallet af golfspillere. Men de sidste to år har tendensen været nedadgående.

– Det er vi selvfølgelig kede af, også fordi vi har undersøgelser, der dokumenterer, at rigtig mange danskere gerne vil spille golf, hvis bare de får et tilbud, der passer til dem, siger Morten Backhausen.

Dansk Golf Union har i 2019 iværksat en særlig rådgivningsindsats, hvor man i tæt samarbejde med 20 golfklubber afprøver nye måder at rekruttere flere golfspillere. I yderligere ti klubber gøres der en særlig indsats for at rekruttere flere juniorspillere.

fakta

Færre juniorer

Antallet af juniorer i klubberne er også i år dalet, og der er nu 5.140 drenge og 1.603 piger, der er medlemmer af danske golfklubber.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*