Antallet af aktive medlemmer rundt i de 190 danske klubber er nu under 150.000. Hver femte er fleksmedlem.
København: Dansk Golf Union kører med ”forskudt regnskabsår”, når det gælder opgørelsen af medlemstallet.
Den 30. september er regnskabet som sædvanligt gjort op, og det samlede medlemstal – aktive medlemmer – er dykket til under 150.000 medlemmer. Helt præcist har de 190 klubber 149.044 aktive og 10.771 passive medlemmer.
2.199 færre medlemmer
Når det gælder de aktive medlemmer, så er der et fald på 2.199 medlemmer, hvilket svarer til et minus på 1,5 procent.
Når det gælder juniorerne, så er der i det seneste år sket et tab på 400 juniorer. En nedgang på 5,5 procent.
Omkring 20 procent af golfspillerne har et fleksibelt medlemskab af en klub. Omkring 1.000 flere end i fjor er fleks-medlem.
De fem største klubber rundt i Danmark er Smørum med 2.625 aktive medlemmer, Vallø, Hørsholm, Læsø Seaside Golf Klub og Holstebro Golfklub. Når Læsø toner frem i top fem, så skyldes det, at rigtig mange fleksmedlemmer netop har valgt Læsø.