Golf bliver en del af den virtuelle Ferie For Alle

I slutningen af februar 2022 bliver der forhåbentlig igen messe i Herning. Foto: Lars Møller

Flere end 100 udstillere er klar med gode tilbud, konkurrencer og rejseforedrag, når Ferie for Alle åbner online på fredag den 19. februar. Den virtuelle messe varer frem til søndag den 28. februar.

Herning: Der bliver mere stille på vejene omkring Herning her mod slutningen af februar.

Årets Ferie For Alle-messe kan ikke gennemføres som normalt på grund af corona-restriktionerne. Men hvad end drømmen hedder Thy eller Thailand, så bliver der alligevel rig mulighed for at hente rejseinspiration og gode messetilbud, når Ferie for Alle-messen i år flytter online.

Rent praktisk omdannes ferieforalle.dk til et gratis onlineunivers, hvor besøgende vil kunne finde spændende rejseforedrag og messetilbud fra flere end 100 udstillere og ferieeksperter. Besøgende får dermed stadig mulighed for at finde gode tilbud på alt fra udlandsrejser og camping til Danmarksferie, golf og udeliv – om end i en anden variant end tidligere.

– Normalt mødes flere end 60.000 rejseglade danskere i hallerne i MCH Messecenter Herning til Ferie for Alle. Det er i sagens natur ikke muligt i disse tider, men derfor skal alt ikke gå i stå. Vi ønsker, at udstillere fra 2020-messen får mulighed for at komme i kontakt med mange af de kunder, de plejer at mødes med i Herning. Derfor har vi valgt at lave en onlinemesse over 10 dage i år via www.ferieforalle.dk, fortæller Anders Ladefoged, der er projektchef for Ferie for Alle-messen, og tilføjer:

– En stor del af Ferie for Alle handler om det personlige møde. Det at komme ind og mærke, dufte og snuse og få svar på alle sine rejsespørgsmål hos vores ferieeksperter. De gode tilbud og inspiration kan de nu få online. Stemningen og det fysiske møde må vi alle have til gode til 2022, hvor vi naturligvis vender tilbage.

Sådan bliver det ikke noget af ved årets Ferie For Alle-messe, som på grund af corona-restriktioner afvikles online. Foto: Ferie For Alle

Gode tilbud og konkurrencer

Blandt de flere end 100 udstillere, som sidder klar med gode tilbud og ferieinspiration på www.ferieforalle.dk 19.-28. februar, finder man blandt andre alle de store charterselskaber, herunder Primo Tours, Apollo Rejser og Spies, campingudstillere som Isabella Group og Dansk Camping Union, golfrejser fra Nordic Golfers og Golf Plaisir samt kro- og hotelferie ved Small Danish Hotels. Sidstnævnte er klar med både tilbud, konkurrencer og inspiration til Danmarksferien:

– Stort set alle de ting, som vi ville have taget med på den fysiske messe, har vi flyttet online. Så vores gæster kan stadig deltage i konkurrencer, finde gode tilbud på hotel- og kroophold, få rabat på gavekort og hente inspiration til cykel- og Danmarksferie i det nye digitale univers, fortæller direktør for Small Danish Hotels, Jørgen Christensen, og tilføjer:

– Vi er frygteligt kede af, at vi ikke skal møde vores mange gæster ansigt til ansigt i Herning. Det betyder meget at mødes fysisk i disse digitale tider, så vi ser frem til at få den fysiske messe tilbage. Når det så er sagt, så er onlineuniverset et rigtigt godt initiativ, så det bakker vi naturligvis op om, så vi kan holde interessen i kog, indtil vi ses på Ferie for Alle igen i 2022.