Golfklub overtager forpagtning på Fanø

Udover golfbanen overtager Fanø Vesterhavsbads Golfklub også forpagtningen af klubhuset. Foto: GolfXtra

Med virkning fra årsskiftet har Fanø Vesterhavsbads Golfklub overtaget forpagtningen af den 124-årige linksbane på Fanø. På banen vil der ske fornyelser og ændringer, men den historiske ånd skal fastholdes.

Det er nye tider på Fanø her fra årsskiftet 2022. Pr. 1. januar har Fanø Vesterhavsbads Golfklub overtaget forpagtningen af Fanø Golf Links, der har været klubbens hjemmebane siden stiftelsen af klubben tilbage i 1948.

Ifølge en pressemeddelelse er det et nyt kapitel, der nu begynder i Fanø Golf Links’ lange historie. Som det har været tilfældet gennem hele banens levetid, vil der ske fornyelser og ændringer for at bevare og forbedre banen som en tidssvarende golfbane. Men Fanø Golf Links vil i det hele blive videreført i den samme ånd og med de samme værdier som i mere end et århundrede har præget de gamle links ved det yderste hav.

Fanø Golf Links har siden banens oprettelse i 1898 været ejet og drevet af Fanø Vesterhavsbad A/S, der fortsat er ejer af banen, men nu overlades driften af anlægget med golfbane og klubhus til den lokale golfklub.

Den ældste bane i Danmark

Der er tale om den ældste golfbane i Danmark, der ligger på det samme sted, hvor de første huller blev anlagt ved forrige århundredeskifte. Enkelte huller er bevaret fra den oprindelige bane. Der er samtidig tale om landets eneste ægte links bane, der ligesom de klassiske links baner ved de britiske kyster ligger i klitlandskabet ved havet.

Fanø Golf Links blev anlagt som en del af badestedet Fanø Vesterhavsbad, hvis storhedstid som internationalt bade- og kursted var i første del af 1900-tallet. Golfbanen var fra starten en vigtig del af sommerlivet ved badestedet. En betydning banen har fastholdt op til vore dage, hvor den er et samlingssted for sommergæster og medlemmer af den lokale golfklub.

Den første internationale golfturnering i Danmark blev spillet på Fanø Golf Links i august 1901, og både pokal og medalje er bevaret. De traditionsrige Fanø turneringer, der har været spillet siden, er blandt landets største golftræf og vil blive videreført som hidtil.