Fem danske øer fortsætter Ø-golfturneringen i 2022

Ærø Golfklubs bane på nordspidsen af øen er én af oplevelserne, som indgår i Ø-golfturneringen. Foto: GolfXtra

Golfklubberne på Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø fortsætter turneringen Ø-Golf, som inviterer golfspillere rundt på de fem øer – til havudsigt og unikke golfoplevelser. Allerede i 2021 blev der taget godt imod initiativet.

Igen i 2022 bliver der rig lejlighed til at opleve en stribe af de kvalitetsbaner, som findes rundt på de danske øer.

Samsø-banen helt ude ved Kattegat er en del af Ø-golfturneringen. Foto: Mette Liholm

I 2021 søsatte de fem golfbaner på Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø et nyt initiativ, Ø-GOLF – en turnering, der går på tværs af de fem øer. Med turneringen inviteres golfspillere til at besøge mindst tre af de fem ø-golfbaner i løbet af et år, og den udfordring blev taget godt imod af spillerne i turneringens første år.

Derfor fortsætter turneringen i 2022, hvor den udvides med muligheden for at vinde et golfophold for to, hvis man når rundt på alle fem øer i løbet af året.

Fanø er for mange Danmarks eneste regulære linksbane. Banen ved Fanø Bad er det ene blad i femkløveret, som igen i 2022 samarbejder omkring Ø-golfturneringen. Foto: GolfXtra

Fem unikke golfbaner

De fem øer byder på golfbaner med hver deres særpræg. Fra Fanø Vesterhavsbads Golfklub, som har eksisteret siden 1898 og er Danmarks ældste golfbane, over Samsø Golfklub, som er en af Danmarks mest miljøvenlige baner og siden 2012 ikke har anvendt sprøjtemidler, til Læsøs seaside-bane, hvor vind og vejr virkelig er i spil. Hertil kommer Langelands Golfbane med sine karakteristiske hatbakker spredt på et areal med søer og bunkers, og Ærø Golfklub, som byder på udsigt til det sydfynske øhav fra samtlige 18 huller og udfordrer med fredede diger, spændende skrænter og skjulte huller.

Fra flere af hullerne på Langelands Golfklub er der en herlig udsigt ud over Langelandsbæltet. Foto: GolfXtra

Deltager man i turneringen, får man således fem unikke golfoplevelser med bl.a. huller spillet i skov, i kuperet terræn og direkte ved strandkanten – og med udsigt til havet og masser af plads. Og det har vakt nysgerrigheden blandt mange gæster i de fem golfklubber i 2021, som har valgt at tage turen rundt på mindst tre af øerne.

Vind greenfee-vouchers og et golfophold

Deltagelse i turneringen er ganske enkel. Tag en Ø-GOLF-flyer i golfklubbens reception, og få et stempel, når du har spillet en af de fem ø-baner. Når du har fået mindst tre stempler, modtager du præmien, som består af greenfee-vouchers til alle fem golfbaner i 2023 samt et sæt specialtrykte golfbolde.

Læsø Seaside-banen er den nordligste af de fem baner i Ø-golfturneringen. Foto: VisitLæsø

Besøger du alle fem golfbaner i løbet af 2022, kan du endvidere deltage i lodtrækningen om et golfophold for to personer på Ærø Hotel i 2023.

Ø-Golf-turneringen kan spilles i dit helt eget tempo – du kan tage på et samlet ø-hop og opleve banernes forskelligheder, eller du kan sprede besøgene ud over hele af 2022.

Af Jørgen Schultz

fakta

Kort om Ø-Golf

• Ø-Golf er en turnering på fem danske øer.
• Spiller du golf på tre af de fem øer i løbet af 2022, modtager du greenfee-vouchers til alle fem ø-golfklubber samt et sæt specialtrykte golfbolde.
• Besøger du alle fem golfbaner i løbet af 2022, kan du deltage i lodtrækningen om et golfophold.
• Ø-GOLF er en del af samarbejdet Øhigh5. Læs mere på oehigh5.dk.
• Øhigh5 er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.