HimmerLand står nu selv for salget af golfhusene

HimmerLand har pr. 1. juli overtaget salget af golfhusene rundt ved resortet og golfbanerne. Foto: HimmerLand

HimmerLand overtager firmaet Golfhuse Himmerland, som siden 1984 har stået for salg af områdets 336 golfhuse.

Himmerland: Firmaet Golfhuse Himmerland er blevet overtaget af HimmerLand, som nu selv vil forestå salget af golfhusene, som omkranser det kendte resort og golfbanerne i det nordjyske.

Det er en opgave som direktør i HimmerLand, Mark Bering, i en pressemeddelelse ser frem til at overtage ansvaret for.

– Vi har haft et formidabelt samarbejde med Golfhuse Himmerland, og vi glæder os til at bygge videre på det stærke brand, der har opbygget igennem årtier, siger Mark Bering.

Også de nuværende ejere af Golfhuse Himmerland, Steven Grenaa og Anders Jørgensen, er glade for beslutningen.

– Golfhuse Himmerland har vokset sig stærk igennem de sidste år, og jeg ser det som det naturlige næste skridt, at firmaet fremover indgår i HimmerLand. Jeg overlader trygt firmaet i HimmerLands hænder, fordi jeg ved, de bliver de bedste ambassadører for salg af golfhusene i femtiden, siger Steven Grenaa.

Rivende udvikling

HimmerLand er i rivende udvikling, og trods nedlukningen grundet coronavirus kunne HimmerLand i april offentliggøre en række nye projekter inklusiv en ny badebro med kajakker, kroketbane og nedgravede trampoliner, så stedet er klar til at tage imod sommerens mange gæster.

Derudover er der mange andre nye projekter i støbeskeen, som alt sammen er med til at udvide målgruppen af besøgende.

Derfor spår Mark Bering også, at der kommer en stigende efterspørgsel efter huse i HimmerLand, også fra familier som ikke er golfspillere.

– Det er vores klare ambition, at HimmerLand skal være for alle – både dem, der elsker golf, og dem, som ikke gør. Derfor ser vi også golfhusene som et attraktivt forretningsområde, der supplerer vores vision om at gøre HimmerLand perfekt for alle, siger Mark Bering.

I første omgang, er det golfdirektør Thomas Nielsen og administrerende direktør Mark Bering, der varetager salget af husene.

Overdragelsen af Golfhuse Himmerland fandt sted den 1. juli 2020.