Arkil-brødre på banen i Jels: Royal Oak Golf får nye medejere

Indehaverne af Arkil-virksomheden, Jens og Jesper Arkil, er nye medejere af Royal Oak Golf Club i Jels. Pressefoto

Bjert Ejendomme takker af, og i stedet slår brødrene Jesper og Jens Arkil, der ejer entreprenørkoncernen Arkil, ud som medejere af Royal Oak Golf.

Jels: Siden daværende statsminister Poul Schlüter i 1992 slog det første slag, er der spillet utallige runder på en af Danmarks smukkeste og bedst anlagte golfbaner, Royal Oak ved Jels. Banen er grundlagt af nu afdøde, fabrikant Andreas Schou og har de seneste år været ejet af selskaberne Vision Properties A/S og Bjert Ejendomme.

Nu har Bjert Ejendomme valgt at trække sig fra selskabet bag banen, og det giver plads til nye prominente erhvervsfolk i ejerkredsen. Brødrene Jesper og Jens Arkil, træder ind i Royal Oak Golf som medejere, og det glæder både de og Vision Properties sig til.

– Jeg vil gerne takke Bjert Ejendomme for godt samarbejde omkring banen og selskabet bag, og det glæder mig, at selskabet fortsætter sit engagement i Royal Oak gennem et Eagle Sponsorat. Samtidig glæder jeg mig til at se, hvad vores nye medejere kan bidrage med af optimeringer og forbedringer. De har både lysten og engagementet til at gøre en forskel for Royal Oak og til at fastholde den høje standard, banen er kendt for, siger Jørgen Schou, bestyrelsesformand i Vision Properties A/S i en pressemeddelelse.

Nye ejere glæder sig

Bag Visions Properties A/S står Jysk Holding A/S og Schou Holding A/S.

Royal Oak Golf Club blev åbnet i maj 1992. Foto: GolfXtra



Også Jesper Arkil ser frem til at blive en del ejerkredsen bag en af Danmarks smukkeste golfbaner.

– Både min bror og jeg kender golfsporten, og vi kender Royal Oak som et fantastisk anlæg med stolte traditioner. Dem glæder vi os til at være med til at videreføre, siger han.

Hverken klubmedlemmer eller andre gæster kommer umiddelbart til at mærke noget til ændringerne i ejerkredsen. Golfbanen bliver drevet videre som hidtil, og det samme gælder Restaurant Royal Oak, der fortsætter med Thomas Marxen i spidsen.